Today we reached Bangalore. It is great to be back home.
I dag kom vi hjem til Bangalore, pu-ha nu har vi også haft hjemve i de sidste mange uger.
Tuesday, 27 October 2009
22-23.10.09 Dubai
Vi var ude og se de mest fantastiske shopping centre i Dubai. Vi så ”The mall of the Emirates” som er det sted som har skibaner, meget imponerende, derefter var vi et sted som ligner Venedig, men kanaler og butikker rundt om kanalerne. Til sidst var vi i det nye Dubai shopping center, som har både skøjtebane og et stort akvarium. Det er godt nok imponerende. Om aftenen havde Joe arrangeret fest med fælles venner, hyggelig aften. Næste dag kørte Joe os en tur rundt i Dubai, vi så strandende og den stor palme formede halvø, som er kunstigt lavet. Efter det kørte vi en tur til Joe’s golfklub, rigtig dejlig klub. Om eftermiddagen slappede vi af sammen med vennerne.
Alt i alt nogle rigtig hyggelige dage i Dubai. I morgen vender vi næsen hjem til Bangalore.
Alt i alt nogle rigtig hyggelige dage i Dubai. I morgen vender vi næsen hjem til Bangalore.
21.10.09 På vej til Dubai
Stod op og pakkede alle vores rejsetasker. Ulrikka og Daniel nåede lige en sidste isdessert, inden Ulrikka skulle af sted. Vi hilste af med Ulrikka som skal via Teheran hjem til Dk. Vi andre ventede et par timer mere og tog så til lufthavnen for at flyve til Dubai. Lufthavnen i Bandar Abbas er meget lille, så vi kedede os bravt. Endelig blev det tid til at tjekke ind og vi kom af sted til tiden, med et rigtigt gammelt fly fra Fars Air. Michael mente at det var et gammelt russisk fly, sikkert rigtig nok. Vi fløj vel i ca. 40 min og så var vi fremme i Dubai, vi fandt hurtigt en taxi som kørte os hen til Joe og Minal. Dejligt at bo privat igen. Vi fik os nogle drinks og dejligt indisk mad inden vi sagde ”tak for i dag”
Monday, 26 October 2009
Sunday, 25 October 2009
20.10.09 Bandar Abbas
Homesick in Bandar Abbas.
Susanne and I went to check our mail, after a late breakfast at 8.30 am. Since it is so hot here, just like Mangalore, as soon as we step out of the hotel we catch a cab. We have finally figured out the system here in Iran with cabs. We just walk out on the road, wave a few times, a car stops, we jump in tell him where you want to go, and give him 10000 Rials, equal to 1 $. This system is great every car on the road is a taxi and people drive you anywhere you want and they try and even talk to you. Had lunch at a shopping mall, went for a walk and had Burgers and ice cream again. Played cards and drank beers in the evening.
The secret of Iranians Beers: Beers are non alcoholic with different tastes, like strawberry, mango, Lemon etc. You buy a beer and close your eyes for a few seconds you gulp it down, close your eyes for a few seconds again and you feel pissed. What irony even the kids drink beers here. At the restaurants are served in big beer mugs, children, women and all drink it. I have never drunk so many beers in my life and enjoied them so much and even got a buzz. Must be the air round here. It is easier asking for a stiff drink at a Mosque than buying any alcohol in this country, but if you are a catholic you can drink you own alcohol as long as no Muslims are there with you, but where to get it, what irony.
Bandar Abbas i venteposition
Nu venter vi bare på at komme hjem… I dag har vi bare drysset rundt i byen, spillet kort, flyttet hen i en suite, hvor vi alle 4 kan være med al vores habengut. Bandar Abbas er ulidelige varm, så vi får kørt meget med taxa.
I nogle af de andre byer har vi også kørt med private i deres biler, men hvor vi troede de kørte en slags pirattaxa. Her i Bandar Abbas har vi endeligt gennemskuet systemet, – langt de fleste iranere, der lige er ude at køre, kører gerne lige en detour og tjener lidt ekstra. Og jeg mener lidt. Vi kan komme fra hotellet og til et andet sted i byen for det der svarer til 5 kroner. Samtidigt får vi så lige en mere eller mindre forståelig snak med en iraner. Om aftenen var vi en tur i basaren, Ulrikka købte en rygsæk. Så spiste vi på vores favorit grill bar (noget ala Mc’Donalds) og derefter var vi i isbutikken og få vores sædvanlige isdessert. Hjemme på hotellet igen, sluttede vi dagen af med endnu et spil Kanasta.
Susanne and I went to check our mail, after a late breakfast at 8.30 am. Since it is so hot here, just like Mangalore, as soon as we step out of the hotel we catch a cab. We have finally figured out the system here in Iran with cabs. We just walk out on the road, wave a few times, a car stops, we jump in tell him where you want to go, and give him 10000 Rials, equal to 1 $. This system is great every car on the road is a taxi and people drive you anywhere you want and they try and even talk to you. Had lunch at a shopping mall, went for a walk and had Burgers and ice cream again. Played cards and drank beers in the evening.
The secret of Iranians Beers: Beers are non alcoholic with different tastes, like strawberry, mango, Lemon etc. You buy a beer and close your eyes for a few seconds you gulp it down, close your eyes for a few seconds again and you feel pissed. What irony even the kids drink beers here. At the restaurants are served in big beer mugs, children, women and all drink it. I have never drunk so many beers in my life and enjoied them so much and even got a buzz. Must be the air round here. It is easier asking for a stiff drink at a Mosque than buying any alcohol in this country, but if you are a catholic you can drink you own alcohol as long as no Muslims are there with you, but where to get it, what irony.
Bandar Abbas i venteposition
Nu venter vi bare på at komme hjem… I dag har vi bare drysset rundt i byen, spillet kort, flyttet hen i en suite, hvor vi alle 4 kan være med al vores habengut. Bandar Abbas er ulidelige varm, så vi får kørt meget med taxa.
I nogle af de andre byer har vi også kørt med private i deres biler, men hvor vi troede de kørte en slags pirattaxa. Her i Bandar Abbas har vi endeligt gennemskuet systemet, – langt de fleste iranere, der lige er ude at køre, kører gerne lige en detour og tjener lidt ekstra. Og jeg mener lidt. Vi kan komme fra hotellet og til et andet sted i byen for det der svarer til 5 kroner. Samtidigt får vi så lige en mere eller mindre forståelig snak med en iraner. Om aftenen var vi en tur i basaren, Ulrikka købte en rygsæk. Så spiste vi på vores favorit grill bar (noget ala Mc’Donalds) og derefter var vi i isbutikken og få vores sædvanlige isdessert. Hjemme på hotellet igen, sluttede vi dagen af med endnu et spil Kanasta.
19.10.09 Bandar Abbas, Homoz
Susanne, Ulrikka and Daniel left for a trip to Homoz, that is an Island of the coast of Iran. I had to do the shipping of the car and the agent Mr. Sayeed meet me precisely at 8.30 am in the lobby. Now started all the fun. First we drove to the customs office and he had one of his workers waiting there for us. All government office open at 8 am and close at 1.30 pm. This customs office was very caotic just like India and after we presented my Carnet, they inspected the car. No problems. So now we had to go to the port, on the way to the shipping port of Bandar Abbas which is amazingly big, we had to stop at the security office. Another big office and our agent had another guy waiting for us here. The security refused to let me into the port even though the security office is in the middle of the port, what irony. They wanted me ot get a special permit and here started all the problems. We then drove to the port office and found out here that the container for the car, has still not arrived. They wanted us to load the car outside the port in a container and then move the container in again. We then decided that the agent take the car and all my papers and my passport and load it in the containter, I was left in this shitty office for 4 hours, wondering whose idea it was to ship the car to India. At 3.30 pm the agent and his employees came back with my papers and they had loaded the car in the container. Drove back to Bandar Abbas which is another 25 km, reached the hotel at 4.30, crashed out for an hour, rushed out and bought our plane tickets for Dubai, and went out for dinner and had burgers and ice cream again.
Efter morgenmaden tog Michael af sted med bilen, for at få den gennem told og i en container. I mens drog vi andre tre af sted til øen Hormoz, der ligger ca. en halv time med speedbåd ud for Bandar Abbas. Speedbåden er en åben fladbundet speedbåd med en kraftig motor. Der er afgang, når en båd kan fyldes. Og så gik det ellers over stok og sten og ikke en redningsvest i syne… Velankommet til øen gik vi de 700 meter hen til øens eneste turistattraktion – et portugisisk fort fra 1500 tallet, hvor portugiserne lige mente, de skulle styre trafikken gennem den persiske golf. Fortet var noget faldefærdigt og der var død varmt, så varmt, at Daniel måtte give op og chille med en gammel mand i skyggen, mens Ulrikka og jeg gik hen til fortet. Fortet var så ved at blive istandsat, men bygningsmedarbejderne ville da gerne liiiiige følge os rundt, i mens de snakkede om guderne ved hvad. Det eneste vi forstod, var deres I LOVE YOU. Tak tak, tænker man så! Daniel fik samme erklæring i morges af en ung gut på hotellet, der via sin kollega allerede havde spurgt Daniel, om de skulle være venner. Vi mødte Daniel tilbage i skyggen, hvor han fik arrangeret en tur bag på en motorcykel, med en mand og hans lille datter, tilbage til havnen. Vi andre gik i varmen med alt vores tøj og kiggede sultent på det turkise indbydende vand. Turen hjem i endnu mere bagende sol og åben båd, resulterede da også i røde næser og kinder. Efter frokost, besøg på netcafé og hos rejseagent og et tiltrængt hvil, dukkede Michael også op med missionen fuldført. Senere var Michael og jeg ude og købe fly billetter til Dubai. Efter aftensmad på sandwichbar og isbar gik Ulrikka og jeg ned i basaren, hvor de blandt andet har en del salg af mærkevarer, så jeg fik købt en fin golfbluse. Der er rigtig mange iranere, der kommer hen og snakker TIL os, desværre ikke MED os, da deres engelske er mangelfuldt og vores farsi lige så. Ned til basaren fulgtes vi eks. med 4 unge kvinder, der blev ved med at snakke til Ulrikka, men farsi er altså ikke et sprog, hvor man lige gætter lidt af indholdet, surt, det kunne have været sjovt at snakke med dem. Aftenen blev igen afsluttet med en kun lidt censureret amerikansk film.
Efter morgenmaden tog Michael af sted med bilen, for at få den gennem told og i en container. I mens drog vi andre tre af sted til øen Hormoz, der ligger ca. en halv time med speedbåd ud for Bandar Abbas. Speedbåden er en åben fladbundet speedbåd med en kraftig motor. Der er afgang, når en båd kan fyldes. Og så gik det ellers over stok og sten og ikke en redningsvest i syne… Velankommet til øen gik vi de 700 meter hen til øens eneste turistattraktion – et portugisisk fort fra 1500 tallet, hvor portugiserne lige mente, de skulle styre trafikken gennem den persiske golf. Fortet var noget faldefærdigt og der var død varmt, så varmt, at Daniel måtte give op og chille med en gammel mand i skyggen, mens Ulrikka og jeg gik hen til fortet. Fortet var så ved at blive istandsat, men bygningsmedarbejderne ville da gerne liiiiige følge os rundt, i mens de snakkede om guderne ved hvad. Det eneste vi forstod, var deres I LOVE YOU. Tak tak, tænker man så! Daniel fik samme erklæring i morges af en ung gut på hotellet, der via sin kollega allerede havde spurgt Daniel, om de skulle være venner. Vi mødte Daniel tilbage i skyggen, hvor han fik arrangeret en tur bag på en motorcykel, med en mand og hans lille datter, tilbage til havnen. Vi andre gik i varmen med alt vores tøj og kiggede sultent på det turkise indbydende vand. Turen hjem i endnu mere bagende sol og åben båd, resulterede da også i røde næser og kinder. Efter frokost, besøg på netcafé og hos rejseagent og et tiltrængt hvil, dukkede Michael også op med missionen fuldført. Senere var Michael og jeg ude og købe fly billetter til Dubai. Efter aftensmad på sandwichbar og isbar gik Ulrikka og jeg ned i basaren, hvor de blandt andet har en del salg af mærkevarer, så jeg fik købt en fin golfbluse. Der er rigtig mange iranere, der kommer hen og snakker TIL os, desværre ikke MED os, da deres engelske er mangelfuldt og vores farsi lige så. Ned til basaren fulgtes vi eks. med 4 unge kvinder, der blev ved med at snakke til Ulrikka, men farsi er altså ikke et sprog, hvor man lige gætter lidt af indholdet, surt, det kunne have været sjovt at snakke med dem. Aftenen blev igen afsluttet med en kun lidt censureret amerikansk film.
18.10.09 Bandar Abbas
almost missed breakfast. Not that the breakfast at this hotel is anything special. We get dry bread, cheese, honey and fried eggs, fried in ½ litre oil. So we spend, the first hour draining the oil of the eggs. Susanne and I, went to check our mail and flight tickets, while Daniel and Ulrikka went to the shopping mall. We meet again for lunch at 1 pm at our hotel, kebabs of course. In the evening, we asked our Taxi driver to take us for a drive along the bay, and we found a great burger joint and ice cream parlour. Boy, was it good, to have a double burger and eat a bucket full of ice cream. The ice cream tasted fantastic, and we offered the owner to open a shop together with us in India or Denmark. He agreed, and even gave us a free chocolate cake. What a tiring day.
I dag sov vi længe. Så længe at vi var lige ved ikke at nå morgenmaden kl 9. Daniel er meget tilfreds med de har engelske tv-kanaler her på hotellet. Vi tømte bilen, som skal af sted til shipping. Vi tog ned til centrum for at tjekke vores mail og få undersøgt fly tiderne hjem. Ulrikka flyver via Teheran onsdag, så der tager vi også af sted, hvis bilen er kommet sikkert ind i en container. Mens vi ordnede de ting, hang Daniel og Ulrikka ud i et af de mange shopping centre her i iranernes shoppe mekka. De løb hurtig træt i det - butikkerne er primært herretøj, det vildeste dametøj og jakker og tørklæder, elektronikbutikker, junkbutikker og så et enormt antal af Matas lignende butikker. Iraneren bruger åbenbart enorme mængder af skønhedsprodukter, ligesom de bruger store mængder af nye næser. Vi har nok spottet de første 30 med indpakket næseryg og der er gået lidt sport i, at spotte de allerede opererede næser. Det er virkeligt en kontrasternes land. Efter frokost på hotellet og hvil stod den på canasta – Daniel og Michael led et svigende nederlag. Michael ringede til en gut, vi kørte med i går. Han kørte os så lidt rundt i byen, og satte os af ved hans fortrukne sandwichsted. Ved siden af ligger den mest fantastiske isdessertbutik, så efter en gåtur langs vandet, drog vi hjem i seng godt overmætte og klar til en amerikansk film p
I dag sov vi længe. Så længe at vi var lige ved ikke at nå morgenmaden kl 9. Daniel er meget tilfreds med de har engelske tv-kanaler her på hotellet. Vi tømte bilen, som skal af sted til shipping. Vi tog ned til centrum for at tjekke vores mail og få undersøgt fly tiderne hjem. Ulrikka flyver via Teheran onsdag, så der tager vi også af sted, hvis bilen er kommet sikkert ind i en container. Mens vi ordnede de ting, hang Daniel og Ulrikka ud i et af de mange shopping centre her i iranernes shoppe mekka. De løb hurtig træt i det - butikkerne er primært herretøj, det vildeste dametøj og jakker og tørklæder, elektronikbutikker, junkbutikker og så et enormt antal af Matas lignende butikker. Iraneren bruger åbenbart enorme mængder af skønhedsprodukter, ligesom de bruger store mængder af nye næser. Vi har nok spottet de første 30 med indpakket næseryg og der er gået lidt sport i, at spotte de allerede opererede næser. Det er virkeligt en kontrasternes land. Efter frokost på hotellet og hvil stod den på canasta – Daniel og Michael led et svigende nederlag. Michael ringede til en gut, vi kørte med i går. Han kørte os så lidt rundt i byen, og satte os af ved hans fortrukne sandwichsted. Ved siden af ligger den mest fantastiske isdessertbutik, så efter en gåtur langs vandet, drog vi hjem i seng godt overmætte og klar til en amerikansk film p
17.10.09 Shiraz to Bandar Abbas
Left Shiraz at 8.20 am in the morning, for the drive to Bandar Abbas. This stretch is 650 km. We lost our way getting out of town, a few times, but finally found the road to Bandar Abbas. After a few hours driving, we past one of Irans biggest lakes. This lake has almost dried out, and the road around the lake was at least 50 km. The lake looks like an enormous, salt bed, totally dried out, amazing sight. For the last 5 years Iran has got no rain. On the way to Bandar Abbas, we saw a few towns, with corn fields and orchards. At a few places, they were even sprinkling the fields. We drove through, some of the most isolated roads, and driest areas in Iran. The only people you see on the roads, are policemen, with radar guns or the military. We passed at least 4 military camps, which had artillery, missiles etc. We even got stopped at a military check point, and when they found out that we could not speak Farsi, they let us go. The only other choice was that, they kept Ulrikka and Susanne, and gave us a few camels instead.
We hit Bandar Abbas at around 3 pm. It was amazing to see the sea again. We are at the Persian Gulf, which is hot, humid and dusty. It reminds me of Mangalore. As soon as we got out of the car, we almost melted into 4 grease spots. Found a hotel, with a great view, overlooking the sea. The rooms are o.k., and it seems like the staff can speak a bit of English. Sorry, only one babe at the reception can speak English. Anyway we checked in, put the A/C on full blast, and crashed out for a few hours. Got a taxi in the evening, to the town’s most expensive hotel, The Homoz Grand. A nice 5 star hotel and had dinner at their best restaurant. The food was crap, and the bill enormous. What a disappointment! We also used their free internet, to check our mail, and then caught a cab home.
I dag forlod vi hotellet kl 8.20 efter morgenmaden og kørte mod Bandar Abbas. En tur på 650 km. Som vi efterhånden er blevet vant til, er landskabet øde og goldt, men også meget flot. Jeg får hele tiden lyst til at tage billeder af de bjerge vi kører forbi, selvom jeg ved at billederne generelt bliver en skuffelse. På turen mødte vi igen rigtig meget politi og bemandede kanoner/missiler (eller hvad sådan noget nu hedder). Politiet står dels langs vejen og stopper bilerne for at køre for stærkt (eller som Michael, der den anden dag blev stoppet for at overhale, hvor der var dobbelt optrukne linier) og dels på nogen checkpoints. Ved checkpoints kører vi for det meste lige igennem og ellers opgiver de som regel, når de har konstateret at vi ikke taler farsi. Hvad militæret laver er et rigtig godt spørgsmål? Det er nogle ret små ting (missiler) de sidder ved og det er ude i midten af ingen ting! På turen kørte vi langs en stor sø, der næsten var helt udtørret og i Shiraz og Esfaran var floderne også helt udtørret. I Shiraz fortalte en taxachauffør at det var 5 år siden, at de havde haft regnvejr. Vi ser dog stadig frodige majsmarker på vejen, så de må hente en del vand op fra undergrunden, men der må klart være tørkeproblemer nogle steder. Velankomne til Bandar Abbas blev vi straks ramt af det meget varme og fugtige klima – det bliver meget hårdt for Ulrikka og mig at have alt det tøj på. De andre steder i Iran har det også været varmt, men kombineret med meget tør luft. Så tør at vi har måttet købe den fedeste Nivea creme for at huden ikke tørrede helt ud og kløede. Vores hotel ligger ud til den persiske golf og man har meget lyst til at hoppe i. Efter hvil gik vi en tur gennem byen og spiste aftensmad på byens 5 stjernede hotel – en STOR skuffelse. Vi drømmer nu bare om at komme hjem, mens de næste par dage skal bruges på at få afskibet bilen og besøge de øer, der ligger ud for kysten.
We hit Bandar Abbas at around 3 pm. It was amazing to see the sea again. We are at the Persian Gulf, which is hot, humid and dusty. It reminds me of Mangalore. As soon as we got out of the car, we almost melted into 4 grease spots. Found a hotel, with a great view, overlooking the sea. The rooms are o.k., and it seems like the staff can speak a bit of English. Sorry, only one babe at the reception can speak English. Anyway we checked in, put the A/C on full blast, and crashed out for a few hours. Got a taxi in the evening, to the town’s most expensive hotel, The Homoz Grand. A nice 5 star hotel and had dinner at their best restaurant. The food was crap, and the bill enormous. What a disappointment! We also used their free internet, to check our mail, and then caught a cab home.
I dag forlod vi hotellet kl 8.20 efter morgenmaden og kørte mod Bandar Abbas. En tur på 650 km. Som vi efterhånden er blevet vant til, er landskabet øde og goldt, men også meget flot. Jeg får hele tiden lyst til at tage billeder af de bjerge vi kører forbi, selvom jeg ved at billederne generelt bliver en skuffelse. På turen mødte vi igen rigtig meget politi og bemandede kanoner/missiler (eller hvad sådan noget nu hedder). Politiet står dels langs vejen og stopper bilerne for at køre for stærkt (eller som Michael, der den anden dag blev stoppet for at overhale, hvor der var dobbelt optrukne linier) og dels på nogen checkpoints. Ved checkpoints kører vi for det meste lige igennem og ellers opgiver de som regel, når de har konstateret at vi ikke taler farsi. Hvad militæret laver er et rigtig godt spørgsmål? Det er nogle ret små ting (missiler) de sidder ved og det er ude i midten af ingen ting! På turen kørte vi langs en stor sø, der næsten var helt udtørret og i Shiraz og Esfaran var floderne også helt udtørret. I Shiraz fortalte en taxachauffør at det var 5 år siden, at de havde haft regnvejr. Vi ser dog stadig frodige majsmarker på vejen, så de må hente en del vand op fra undergrunden, men der må klart være tørkeproblemer nogle steder. Velankomne til Bandar Abbas blev vi straks ramt af det meget varme og fugtige klima – det bliver meget hårdt for Ulrikka og mig at have alt det tøj på. De andre steder i Iran har det også været varmt, men kombineret med meget tør luft. Så tør at vi har måttet købe den fedeste Nivea creme for at huden ikke tørrede helt ud og kløede. Vores hotel ligger ud til den persiske golf og man har meget lyst til at hoppe i. Efter hvil gik vi en tur gennem byen og spiste aftensmad på byens 5 stjernede hotel – en STOR skuffelse. Vi drømmer nu bare om at komme hjem, mens de næste par dage skal bruges på at få afskibet bilen og besøge de øer, der ligger ud for kysten.
Saturday, 24 October 2009
16.10.09 Shiraz / Persepolis
Left Shriaz early for the drive to Persepolis, which is 60 km outside town. Since this is a weekend, we saw a lot of Iranians, which had pitched their tents in parks and along the roads. These guys here pitch their tents in parks at night, and make a picnic out of it, I wish we could do this in India.
Persepolis, was a town, build by Cyrus the Great, in the year 500 BC. It is one of the best ancient historic, sights we have seen in Iran so far. Around 300 BC, Alexander the Great, popped in on his way to India, and flattened this whole town. The ruins have survived, because they were covered by sand for about 2000 years. The Shah of Iran, in 1971, had the worlds biggest party, adjacent to the ruins. He invited royalty and presidents from all over the world, and made and adjacent town of tents with marble toilets. The occasion was, Irans 2500 years celebrations. The local people say this was one of the last straw, which toppled the Shah. What a party it must have been. We walked around these magnificent ruins, in the blazing sunshine, and out of the blue, a group of Danish tourists pop up. They seemed pretty surprised when Daniel and I asked them in Danish, “if they have had a few beers in Iran”. Our 2 tour guides, wanted to walk around the whole ruins. So Daniel and I gave up, and went and talked to the security guards instead. Everybody here keeps chanting, ”hello, how are you”, and they become very friendly, when they hear we are from India. It seems that half the Iranian tourists, in Iran, have popped up here for the day. After the ruins, we sent Ulrikka for at camel ride, which was good fun for Ulrikka.
On the way back, we drove to the grave of Darius I. He is buried, in a cave in the mountains. Again Daniel and I gave up, and the 2 tour guides, carried on the walk. We sat down and spoke to a few taxi and bus drivers, which were very interested in our car. They just can not understand that we are driving a diesel car, and they keep requesting us to show them the engine. We must be the only diesel car in Iran. On the way back to Shiraz, a guy on a motorbike had an accident right in front of us. These guys here drive like nuts. I feel that they get out all their aggressions on the road.
We had late lunch at our favorite grill bar. In the evening, we went to a park, which had the tomb of Irans greatest poet. This is a beautifully laid out park, with fountains, trees, and flower gardens. We had a crappy Iranian dinner, at a fancy Iranian Restaurant. The lady Iranian manager, almost sat on my neck, trying to explain the menu to me. This could be why the food was not that good.
I dag stod vi tidligt op for at køre de ca. 60 km til Persepolis. På vej ud af byen så vi, både i parkerne og langs indfaldsvejen, en masse små iglo telte. Iranerne gør det åbenbart meget i både camping og picnic. Persepolis er en by fra år 500 BC, ca. 300 BC blev byen brændt ned af Alexander den Store, og består i dag kun af ruinerne af datidens storslåede bygningsværker. At der overhovedet er noget tilbage af ruinerne skyldes, at det i mange år var sandet til. Man kan dog godt fornemme hvor storslået der har været, med de mange høje søjler og relieffer indhugget i sten. Neden for Persepolis ligger skelettet af den telt by hvor Shahen i 1971 holdt fest i anledning af Persiens 2500 års fødselsdag. Han havde inviteret hele verdens statsoverhoveder og bygget telte med indbyggede marmorbadeværelser. Denne ekstravagance siges at have noget at skylden for, Shahens senere fald. Udenfor var Ulrikka på jordens korteste kamel ridetur, men vi fik taget rigtig mange billeder af det. I Persepolis spottede Michael og Daniel en flok danskere. Michael fik spurgt dem om de fik drukket noget øl, svaret til det var ”nej det er for lidt” på jysk. På vejen hjem gjorde vi et kort stop ved gravstederne for Darius I, m.fl. de 4 gravsteder er hugget ind i klippevæggen og igen rigt dekoreret med sten relieffer, et meget flot syn. Vi er en turist attraktion i sig selv, mange råber ”hello, how are you” til os, og mange spørger hvor vi kommer fra. Michael og Daniel er især populære, fordi de kommer fra Indien, rigtig mange iranere kan sige noget på hindi, der må åbenbart vises rigtig mange hindi film her. På vej hjem så vi en ung iraner som styrtede på sin knallert, men heldigvis så det ikke ud til, at han kom noget til. Igen var vi på vores lokale grill bar til frokost. Efter middagshvil, tog vi en taxi hen til en berømt digters gravplads - Hafez, et hyggeligt område hvor iranerne samles. På vej hjemad fandt vi en restaurant og fik aftensmad, og senere spillede vi igen kanasta, hvor de gode vandt på retfærdig vis.
Persepolis, was a town, build by Cyrus the Great, in the year 500 BC. It is one of the best ancient historic, sights we have seen in Iran so far. Around 300 BC, Alexander the Great, popped in on his way to India, and flattened this whole town. The ruins have survived, because they were covered by sand for about 2000 years. The Shah of Iran, in 1971, had the worlds biggest party, adjacent to the ruins. He invited royalty and presidents from all over the world, and made and adjacent town of tents with marble toilets. The occasion was, Irans 2500 years celebrations. The local people say this was one of the last straw, which toppled the Shah. What a party it must have been. We walked around these magnificent ruins, in the blazing sunshine, and out of the blue, a group of Danish tourists pop up. They seemed pretty surprised when Daniel and I asked them in Danish, “if they have had a few beers in Iran”. Our 2 tour guides, wanted to walk around the whole ruins. So Daniel and I gave up, and went and talked to the security guards instead. Everybody here keeps chanting, ”hello, how are you”, and they become very friendly, when they hear we are from India. It seems that half the Iranian tourists, in Iran, have popped up here for the day. After the ruins, we sent Ulrikka for at camel ride, which was good fun for Ulrikka.
On the way back, we drove to the grave of Darius I. He is buried, in a cave in the mountains. Again Daniel and I gave up, and the 2 tour guides, carried on the walk. We sat down and spoke to a few taxi and bus drivers, which were very interested in our car. They just can not understand that we are driving a diesel car, and they keep requesting us to show them the engine. We must be the only diesel car in Iran. On the way back to Shiraz, a guy on a motorbike had an accident right in front of us. These guys here drive like nuts. I feel that they get out all their aggressions on the road.
We had late lunch at our favorite grill bar. In the evening, we went to a park, which had the tomb of Irans greatest poet. This is a beautifully laid out park, with fountains, trees, and flower gardens. We had a crappy Iranian dinner, at a fancy Iranian Restaurant. The lady Iranian manager, almost sat on my neck, trying to explain the menu to me. This could be why the food was not that good.
I dag stod vi tidligt op for at køre de ca. 60 km til Persepolis. På vej ud af byen så vi, både i parkerne og langs indfaldsvejen, en masse små iglo telte. Iranerne gør det åbenbart meget i både camping og picnic. Persepolis er en by fra år 500 BC, ca. 300 BC blev byen brændt ned af Alexander den Store, og består i dag kun af ruinerne af datidens storslåede bygningsværker. At der overhovedet er noget tilbage af ruinerne skyldes, at det i mange år var sandet til. Man kan dog godt fornemme hvor storslået der har været, med de mange høje søjler og relieffer indhugget i sten. Neden for Persepolis ligger skelettet af den telt by hvor Shahen i 1971 holdt fest i anledning af Persiens 2500 års fødselsdag. Han havde inviteret hele verdens statsoverhoveder og bygget telte med indbyggede marmorbadeværelser. Denne ekstravagance siges at have noget at skylden for, Shahens senere fald. Udenfor var Ulrikka på jordens korteste kamel ridetur, men vi fik taget rigtig mange billeder af det. I Persepolis spottede Michael og Daniel en flok danskere. Michael fik spurgt dem om de fik drukket noget øl, svaret til det var ”nej det er for lidt” på jysk. På vejen hjem gjorde vi et kort stop ved gravstederne for Darius I, m.fl. de 4 gravsteder er hugget ind i klippevæggen og igen rigt dekoreret med sten relieffer, et meget flot syn. Vi er en turist attraktion i sig selv, mange råber ”hello, how are you” til os, og mange spørger hvor vi kommer fra. Michael og Daniel er især populære, fordi de kommer fra Indien, rigtig mange iranere kan sige noget på hindi, der må åbenbart vises rigtig mange hindi film her. På vej hjem så vi en ung iraner som styrtede på sin knallert, men heldigvis så det ikke ud til, at han kom noget til. Igen var vi på vores lokale grill bar til frokost. Efter middagshvil, tog vi en taxi hen til en berømt digters gravplads - Hafez, et hyggeligt område hvor iranerne samles. På vej hjemad fandt vi en restaurant og fik aftensmad, og senere spillede vi igen kanasta, hvor de gode vandt på retfærdig vis.
15.10.09 Shiraz
First thing in the morning, after a chaotic breakfast, we went to see the Kareem Khan Fort. Chaotic breakfast means, at least 150 – 200 well to do Iranians, trying to grab all the food at the buffet breakfast. The waiters could not keep up with the demand.
This lovely fort is fortunately made of bricks, not like the other forts in Iran which is made of mud and straw. There was a lovely courtyard inside with orange trees all around, and we even got to see the marble bathing area. The place was packed with Iranian tourists and a few tourists from India. From here we went to the bazaar, with the guidance of our tour guides, and got totally lost in this mad, chaotic place. This reminds me so much of City market or Russel Market. The smells are the same. Susanne and Ulrikka went wild and bought a scarf each. Most of the goods in the Bazaar comes from India, what irony. When we finally got out of the bazaar, the chief tour guide Michael, again had to find his way back to the hotel, and after asking about 5 Iranians who all pointed in the same direction, we finally found our way back to the hotel. We had lunch at our favourite restaurant, which serves fabulous grill chicken, and one of the waiters even spoke Hindi. In the evening we went to one of the most westernized shopping malls we have seen in Iran, it is exactly like Forum mall, in Bangalore. On the top floor there was an amusement arcade. We all drove racing cars, and I let Daniel win once and I had to beat him the next time. Susanne and Ulrikka of course had no chance, but we enjoyed our selves. This mall has some of the shortest, sexiest dresses, and a good food court. Prices are the same as in India. After a great dinner at the mall, Chinese and Italian, we caught a cab home to play cards. Daniel and I felt so bad for the girls that we let them win this evening.
Efter indtagelse af et kaotisk organiseret morgenmåltid, gik vi hen og så byens vartegn, Karim Khan Fortet, i modsætning til mange af de andre bygninger vi har set, er fortet bygget af mursten og består af en ringmur med 4 tårne, et i hvert hjørne. I indergården er der et vand bassin og citron træer. Derefter gik vi i basaren, hvor vi igen indkøbte tørklæder, denne gang et hvert (altså Ulrikka og Susanne). Basaren er indendørs i nogle gamle bygninger, nærmest som en labyrint, så vi kom ud af basaren på et for os ukendt sted, men vi fandt dog let hotellet igen, efter at Michael havde spurgt om vej mindst 20 gange. Vi spiste frokost på stam grill baren, og Daniel og Michael fik grill kylling mens Ulrikka og Susanne fik kyllingesandwich. Så købte Ulrikka og Daniel kager, man kan få rigtig meget kage for 5 kroner, nogle var så gode at Daniel måtte tilbage og købe flere, og nogle var så gode at Daniel drømmer om at Mormor kan bage samme slags. ( sådan nogle makron/kokos toppe). Efter middagsluren tog vi ud for at få en dosis Vesten. Vi var i et indkøbscenter, hvor der på øverste etage var en spillearkade, her startede vi ud med at køre om kap i racerbiler. Daniel kørte som en Iraner og vandt, til stor fortrydelse for Michael og Ulrikka. Efter en tur rundt i indkøbscentret som først åbnede kl 17.00 ( vi tror butikkerne her, holder lukket fra 12-17), hvor Ulrikka og Susanne bl.a var inde i en undertøjsbutik, ikke fordi vi skulle købe undertøj, men fordi vi ville ind bag forhænget hvor mænd ikke kan gå ind. Og vi kan godt afsløre at de Iranske kvinder gir den gas inderst inde. Efter indtagelse af kinesisk mad og is, tog vi tilbage til hotellet og spillede kanasta og endelig vandt de Gode.
This lovely fort is fortunately made of bricks, not like the other forts in Iran which is made of mud and straw. There was a lovely courtyard inside with orange trees all around, and we even got to see the marble bathing area. The place was packed with Iranian tourists and a few tourists from India. From here we went to the bazaar, with the guidance of our tour guides, and got totally lost in this mad, chaotic place. This reminds me so much of City market or Russel Market. The smells are the same. Susanne and Ulrikka went wild and bought a scarf each. Most of the goods in the Bazaar comes from India, what irony. When we finally got out of the bazaar, the chief tour guide Michael, again had to find his way back to the hotel, and after asking about 5 Iranians who all pointed in the same direction, we finally found our way back to the hotel. We had lunch at our favourite restaurant, which serves fabulous grill chicken, and one of the waiters even spoke Hindi. In the evening we went to one of the most westernized shopping malls we have seen in Iran, it is exactly like Forum mall, in Bangalore. On the top floor there was an amusement arcade. We all drove racing cars, and I let Daniel win once and I had to beat him the next time. Susanne and Ulrikka of course had no chance, but we enjoyed our selves. This mall has some of the shortest, sexiest dresses, and a good food court. Prices are the same as in India. After a great dinner at the mall, Chinese and Italian, we caught a cab home to play cards. Daniel and I felt so bad for the girls that we let them win this evening.
Efter indtagelse af et kaotisk organiseret morgenmåltid, gik vi hen og så byens vartegn, Karim Khan Fortet, i modsætning til mange af de andre bygninger vi har set, er fortet bygget af mursten og består af en ringmur med 4 tårne, et i hvert hjørne. I indergården er der et vand bassin og citron træer. Derefter gik vi i basaren, hvor vi igen indkøbte tørklæder, denne gang et hvert (altså Ulrikka og Susanne). Basaren er indendørs i nogle gamle bygninger, nærmest som en labyrint, så vi kom ud af basaren på et for os ukendt sted, men vi fandt dog let hotellet igen, efter at Michael havde spurgt om vej mindst 20 gange. Vi spiste frokost på stam grill baren, og Daniel og Michael fik grill kylling mens Ulrikka og Susanne fik kyllingesandwich. Så købte Ulrikka og Daniel kager, man kan få rigtig meget kage for 5 kroner, nogle var så gode at Daniel måtte tilbage og købe flere, og nogle var så gode at Daniel drømmer om at Mormor kan bage samme slags. ( sådan nogle makron/kokos toppe). Efter middagsluren tog vi ud for at få en dosis Vesten. Vi var i et indkøbscenter, hvor der på øverste etage var en spillearkade, her startede vi ud med at køre om kap i racerbiler. Daniel kørte som en Iraner og vandt, til stor fortrydelse for Michael og Ulrikka. Efter en tur rundt i indkøbscentret som først åbnede kl 17.00 ( vi tror butikkerne her, holder lukket fra 12-17), hvor Ulrikka og Susanne bl.a var inde i en undertøjsbutik, ikke fordi vi skulle købe undertøj, men fordi vi ville ind bag forhænget hvor mænd ikke kan gå ind. Og vi kan godt afsløre at de Iranske kvinder gir den gas inderst inde. Efter indtagelse af kinesisk mad og is, tog vi tilbage til hotellet og spillede kanasta og endelig vandt de Gode.
14.10.09 From Yazd to Shiraz / Fra Yazd til Shiraz
Left Yazd early in the morning, and the landscape went from dry to drier. On the way we got stopped by a policeman, for overtaking on a blind corner. These policemen have no other work other than to hassle motorists. After saying sorry a few times and finding out we were from India, he let us go without a fine. What a relief. Just to prove a point, I overtook the same truck at the next blind corner. The landscape suddenly changed from totally dry desert to green fields of corn, vineyards, pomegranates, etc. Shiraz is the town where the famous Shiraz grapes originated. What a pity these guys don’t make wine anymore. I am pretty sure Alexander the Great came though Shiraz, just to get pissed, enroute to India. Anyway when we hit Shiraz, since there was a public holiday, all the hotels were full, and we checked into one of the towns most expensive hotels. We got a suite for 130 US dollars which also had a small kitchen and 2 bedrooms. Travelling has its own pleasures, and after a quick afternoon siesta, we went into town for dinner. We went to an Iranian place with a band playing and an Iranian guy singing romantic Iranian songs. The food was o.k. and the music loud. Everywhere we go, people are very happy to hear that we are from India, some of them can even speak Hindi, all this because of Bollywood. Rock on, Sharuk Khan and Bollywood.
Dagen startede ud med tidlig afgang fra Yazd. Vi troede, vi havde set det mest golde landskab, men nej, mellem Yazd og Shiraz kommer man både gennem helt flad ørken, meget golde bjerglandskaber og endeligt noget grønt i form af majsmarker, vinmarker (nej, de bliver desværre ikke lavet til vin, men Shiraz druen stammer herfra) og grønne træer. I bilen gik snakken på landet Iran. Inden man kommer til et land, er det jo underfundigt hvad man har forestillet sig, men vi var enige om, at vi var meget overraskede over hvor store dele af landet, der er goldt og hvor lidt af det gamle Persien, der i virkeligheden har overlevet, det turbulente liv området har haft. De lange stræk med golde områder, gør også behovet for at tanke en dieselbil til et konstant behov for at tanke, når der endeligt er en tankstation med diesel. Michaels sko er nu betrukket med diesel på bunden, for iranerne sviner helt vildt, når de tanker. I dag var vi på en tankstation, hvor dieselen lå i søer og det pissede ud mens de tankede. Det er måske hvad der sker, når en tankfuld koster ca. 5 kroner.
Ved ankomsten til Shiraz gik jagten ind på et hotelværelse – de kommende tre dage er helligdage og Shiraz er også et rejsemål for iranerne. Vi endte derfor på et, i den dyrere ende – ca. 350 kroner pr. dobbeltværelse, men så har vi også en suite med et lille køkken og to dobbeltværelser. Planen er, at vi bliver her i 4 dage – både for at slappe af, men også fordi byen og området uden for har en del attraktioner. Om aftnen gik vi en lille tur ned af hovedgaden og spiste på en traditionel iransk restaurant, hvor der både var musik og sang til den udmærkede mad. Brødet, auberginecremen og salaten var superlækkert, mens der ikke var noget udpræget iransk over vores oksekød med yoghurt og kartofler. Tilbage på hotellet fortsatte kanasta turneringen, hvor Daniel og Michael kortvarigt er i front.
Dagen startede ud med tidlig afgang fra Yazd. Vi troede, vi havde set det mest golde landskab, men nej, mellem Yazd og Shiraz kommer man både gennem helt flad ørken, meget golde bjerglandskaber og endeligt noget grønt i form af majsmarker, vinmarker (nej, de bliver desværre ikke lavet til vin, men Shiraz druen stammer herfra) og grønne træer. I bilen gik snakken på landet Iran. Inden man kommer til et land, er det jo underfundigt hvad man har forestillet sig, men vi var enige om, at vi var meget overraskede over hvor store dele af landet, der er goldt og hvor lidt af det gamle Persien, der i virkeligheden har overlevet, det turbulente liv området har haft. De lange stræk med golde områder, gør også behovet for at tanke en dieselbil til et konstant behov for at tanke, når der endeligt er en tankstation med diesel. Michaels sko er nu betrukket med diesel på bunden, for iranerne sviner helt vildt, når de tanker. I dag var vi på en tankstation, hvor dieselen lå i søer og det pissede ud mens de tankede. Det er måske hvad der sker, når en tankfuld koster ca. 5 kroner.
Ved ankomsten til Shiraz gik jagten ind på et hotelværelse – de kommende tre dage er helligdage og Shiraz er også et rejsemål for iranerne. Vi endte derfor på et, i den dyrere ende – ca. 350 kroner pr. dobbeltværelse, men så har vi også en suite med et lille køkken og to dobbeltværelser. Planen er, at vi bliver her i 4 dage – både for at slappe af, men også fordi byen og området uden for har en del attraktioner. Om aftnen gik vi en lille tur ned af hovedgaden og spiste på en traditionel iransk restaurant, hvor der både var musik og sang til den udmærkede mad. Brødet, auberginecremen og salaten var superlækkert, mens der ikke var noget udpræget iransk over vores oksekød med yoghurt og kartofler. Tilbage på hotellet fortsatte kanasta turneringen, hvor Daniel og Michael kortvarigt er i front.
Thursday, 22 October 2009
13.10.09 Yazd
Got up late today 7.30 am and the breakfast was nothing to write about. The two tour guides had again decided what we should see, what a relief. First we went to the Jameh Mosque, which was pretty impressive by it self and then we saw Alexanders supposed to be prison, but where the prison actually is was a lovely café with a small fountain down in a dungeon. This town is full of small mud houses and they have a peculiary system for A/C the houses have big slated towers on the roof and when the wind enters it serculate in the house and out again. This system almost seems better than the A/C in our hotel, which made hell of a lot of noise in the night. I do hope houses in India will take this kind of A/C. The rest of the day was spent doing three important things, playing cards, drinking beer and watching bodybuilding in the evening. At the bodybuilding arena there was a guy playing a tabla and singing on top of his voice and 10 muscular Iranians with shorts doing all kind of atics and body movements, most of the spectators were foreigners and after a while the noise got to much for us so we left back to cards and beers and dinner. At this hotel they configured our computer so we could use their wi-fi this was great so we could send out all our mails. They were also very friendly and helpful with everything and the rates for the room were great. In Ulrikka and Daniels room they had to walk down 20 steps from their room to their toilet. But the toilets were great. Our room opened up to one of the courtyards in the hotel, but this was ok. Leaving tomorrow to Shiraz.
Vi sov lidt længe i dag og turistkræfterne er også små, men Ulrikka havde lagt en hurtig plan for at se de væsentligste attraktioner i Yazd. Vi så først Jameh Moskeen, der er kendetegnet med sit høje indgangsparti, derefter Alexanders fængsel, som ifølge legenden har en kælder, der blev brugt som fangehul af Alexander den store. I dag er der et tehus, hvor vi fik en is og mødte de første af en del vestlige turister i Yazd. Herefter gik turen videre gennem den gamle bydel, der består af mudderhuse, der har et gammeldags AC system på taget. Dvs. en vindkanal, der udskifter luften i huset. Vi så så Khan-e Lari, der er et velbevaret traditionelt hus med den traditionelle gård i midten. Men ud over bygningerne og lidt dekorationer i det ene rum, var der ikke meget at se. Efter fundet af frokost og et besøg hos en lokal bager, hvor den søde bagerjomfru var rundhåndet med smagsprøverne, hvilede vi. Resten af dagen blev brugt på tre mandeting – spille kort, drikke øl og se bodybuilding. Dvs. vi lærte Daniel at spille Kanasta og det klarede han i flot stil. Hertil indtog vi nogen af Irans mange velsmagende øl – ikke alkoholiske hvede drikke – med diverse frugtsmag. Blandt favoritterne er fersken, lime og granatæble. Men de fås også med Mango smag, blandet frugt, æble og meget andet. Fra kl. 6 til 7 var vi til iransk bodybuildingtræning. Da kvinder jo ikke må se mænd afklædte (læs: bare underben og arme) betragtes udenlandske kvinder som hædersgæster og kan dermed komme ind. Ja, det er et mærkeligt land. Træningen bestod i at mænd og drenge fra 8 til i ca. 60 år lavede diverse øvelser til tromme og sang. Det så ret hårdt ud – selvom Michael mente, at det kunne han nu også!! As if! Efter en hurtig gang aftensmad fortsatte Kanastaspillet.
Vi sov lidt længe i dag og turistkræfterne er også små, men Ulrikka havde lagt en hurtig plan for at se de væsentligste attraktioner i Yazd. Vi så først Jameh Moskeen, der er kendetegnet med sit høje indgangsparti, derefter Alexanders fængsel, som ifølge legenden har en kælder, der blev brugt som fangehul af Alexander den store. I dag er der et tehus, hvor vi fik en is og mødte de første af en del vestlige turister i Yazd. Herefter gik turen videre gennem den gamle bydel, der består af mudderhuse, der har et gammeldags AC system på taget. Dvs. en vindkanal, der udskifter luften i huset. Vi så så Khan-e Lari, der er et velbevaret traditionelt hus med den traditionelle gård i midten. Men ud over bygningerne og lidt dekorationer i det ene rum, var der ikke meget at se. Efter fundet af frokost og et besøg hos en lokal bager, hvor den søde bagerjomfru var rundhåndet med smagsprøverne, hvilede vi. Resten af dagen blev brugt på tre mandeting – spille kort, drikke øl og se bodybuilding. Dvs. vi lærte Daniel at spille Kanasta og det klarede han i flot stil. Hertil indtog vi nogen af Irans mange velsmagende øl – ikke alkoholiske hvede drikke – med diverse frugtsmag. Blandt favoritterne er fersken, lime og granatæble. Men de fås også med Mango smag, blandet frugt, æble og meget andet. Fra kl. 6 til 7 var vi til iransk bodybuildingtræning. Da kvinder jo ikke må se mænd afklædte (læs: bare underben og arme) betragtes udenlandske kvinder som hædersgæster og kan dermed komme ind. Ja, det er et mærkeligt land. Træningen bestod i at mænd og drenge fra 8 til i ca. 60 år lavede diverse øvelser til tromme og sang. Det så ret hårdt ud – selvom Michael mente, at det kunne han nu også!! As if! Efter en hurtig gang aftensmad fortsatte Kanastaspillet.
Tuesday, 20 October 2009
12.10.09 Gameh to Yazd
We left this beautiful, isolated place at 8.30 am. The owner has 2 young camels in a pen outside his house, and a few goats. Daniel enjoyed himself with these animals. On the way from Gameh to Yazd, the 2 tour guides, Susanne and Ulrikka, decided we should go and see the Zoroastrian, Chak-Chak Temple. Chak-Chak means, drip-drip. The legend says, that a princess took refuge to the mountains, in 627 AD, and in dire need of water, she throw her staff onto the rocks and water started dripping down. Drip-drip ( Chak-Chak) Anyway, to get to this place, the tar road just disappeared, and we had to do some serious offroading. A few times I was wondering if we would ever reach this desolated place in the desert. But between Nissan and a professional driver, everything can be conquered, even though Daniel had his heart in his mouth a few times. We then reached the bottom of an enormous mountain, and had to climb up the cliff, a few thousand steps, to reach Chak-Chak, Which was nothing much to see, but the view was excellent. We walked back to the car, which has never been so dusty before. Drove to Yazd, which is a small town with app. 500.000 inhabitants. Checked into a beautiful hotel in Yazd. Which is an old house with two enormous court yards. We went for a walk in the evening. On the way to dinner our taxi driver, an old bloke, who drove only in first gear, but was very helpful in finding the Italian restaurant. At this Italian place, the owner spoke perfect Hindi, and was damn happy to see somebody from India, in his restaurant. He made us the best pizza we have had in Iran. Stuffed ourselves with pizza and crashed out.
Efter at Ulrikka og Daniel havde sovet dårligt, p.g.a Michaels snorken og de gamle støvede puder, og Daniels store farvelscene med kamelerne drog vi videre mod mere luksuriøse omgivelser. Vi var ikke kommet ret langt væk fra Gameh før vi så ca. 50 løsgående kameler i ørkenen, vi stoppede og tog 1000 billeder. Undervejs besluttede vi at stoppe i Chak-chak, Zoristiarnes ( aner ikke om de hedder det på dansk) hellige tempel, som ligger oppe af en bjergside. Det ligger langt ude i ørkenen, et ret øde sted, som ikke var så let at finde, vi måtte køre igennem et større stykke grusvej inden vi nåede frem. Historien er, at en Zoristian prinsesse søgte tilflugt ude i ørkenen, da muslimerne kom til området i år 627 BC. Ude i ørkenen, kastede hun nogle af sine hjælpende ånder op på bjergsiden og det blev til udspringet af en kilde, og lyden af den dryppende kilde var dryp-dryp ( chak-chak). Vi gik op af alle trappetrinene og det var varmt (klokken var lige 12) så udsigten og templet og en stor bronze dør. Så kørte vi videre til Yazd, fandt et hotel og tjekkede ind. Ulrikkas og Daniels har et to etages hotel værelse dvs. badeværelset ligger i kælderen. Hotellet er indrettet i et traditionelt Yazd hus, men nogle meget charmerende gårdhaver som ligger i midten af byggeriet. Vi spiste frokost i hotellets restaurant. Hvilede og Ulrikka lå til opblødning i badekarret i 1½ time. Daniel er blevet den store Sudoku mester, og bruger nu flere timer om dagen på Sudoku. Michael og jeg måtte igen klage, vores A/C larmede og lyset kan ikke slukkes inde i værelset (nå det kunne det så alligevel, kontakten sidder bagved sengen). Så gik vi en tur igennem basaren og den gamle bydel, her i Iran rutter man ikke med gadelyset, når man ikke er i nærheden af butikker, er her ret mørkt. Yazd er kendetegnet ved at have en gammel bydel med gamle ørkenhuse, som er lavet er mudder og halm. Så alle gaderne er nogle smalle stræder. Vi fandt en taxi, men verdens ældste taxichauffør, som kun kørte i 1. gear, han kørte os hen til en Italiensk restaurant som vi havde læst om, her fik vi dejlig pizza og ejeren snakkede hindi og engelsk med Michael.
Efter at Ulrikka og Daniel havde sovet dårligt, p.g.a Michaels snorken og de gamle støvede puder, og Daniels store farvelscene med kamelerne drog vi videre mod mere luksuriøse omgivelser. Vi var ikke kommet ret langt væk fra Gameh før vi så ca. 50 løsgående kameler i ørkenen, vi stoppede og tog 1000 billeder. Undervejs besluttede vi at stoppe i Chak-chak, Zoristiarnes ( aner ikke om de hedder det på dansk) hellige tempel, som ligger oppe af en bjergside. Det ligger langt ude i ørkenen, et ret øde sted, som ikke var så let at finde, vi måtte køre igennem et større stykke grusvej inden vi nåede frem. Historien er, at en Zoristian prinsesse søgte tilflugt ude i ørkenen, da muslimerne kom til området i år 627 BC. Ude i ørkenen, kastede hun nogle af sine hjælpende ånder op på bjergsiden og det blev til udspringet af en kilde, og lyden af den dryppende kilde var dryp-dryp ( chak-chak). Vi gik op af alle trappetrinene og det var varmt (klokken var lige 12) så udsigten og templet og en stor bronze dør. Så kørte vi videre til Yazd, fandt et hotel og tjekkede ind. Ulrikkas og Daniels har et to etages hotel værelse dvs. badeværelset ligger i kælderen. Hotellet er indrettet i et traditionelt Yazd hus, men nogle meget charmerende gårdhaver som ligger i midten af byggeriet. Vi spiste frokost i hotellets restaurant. Hvilede og Ulrikka lå til opblødning i badekarret i 1½ time. Daniel er blevet den store Sudoku mester, og bruger nu flere timer om dagen på Sudoku. Michael og jeg måtte igen klage, vores A/C larmede og lyset kan ikke slukkes inde i værelset (nå det kunne det så alligevel, kontakten sidder bagved sengen). Så gik vi en tur igennem basaren og den gamle bydel, her i Iran rutter man ikke med gadelyset, når man ikke er i nærheden af butikker, er her ret mørkt. Yazd er kendetegnet ved at have en gammel bydel med gamle ørkenhuse, som er lavet er mudder og halm. Så alle gaderne er nogle smalle stræder. Vi fandt en taxi, men verdens ældste taxichauffør, som kun kørte i 1. gear, han kørte os hen til en Italiensk restaurant som vi havde læst om, her fik vi dejlig pizza og ejeren snakkede hindi og engelsk med Michael.
11.10.09 Esfahan to Gameh
Left Esfahan in the morning for the drive to Yazd. There were at least 10 parking tickets on the windshield of the car. I gave it to the nice babes at the reception, and they said no problems. The guy from the hotel had also washed my car the day before, but he must have been blind not to notice the parking tickets, anyway it was sad to leave this mirrored, lavishly decorated hotel and the pleasant receptionist. Just as we got out of Esfahan, the 2 tour guides Susanne and Ulrikka, decided that we should go into the desert, to a small homestead. Since Daniel already had fallen asleep, and I only have one vote, and democracy ruled, we drove into the desert, which was very beautiful. The roads are excellent and we could drive stretches of 80 – 100 km, without seeing any other traffic, except a few trucks. Since there were no police on this road, and the roads stretched on for miles into the horizon, we let the car loose. Our only priority was diesel for the car, water and a few beers. The landscape varies from mountains, to very flat sandy and stony land, and not a soul in sight. I take my hats of to Alexander the Great, who marched through this wilderness, to India. We finally reached a small oasis, in the middle of the desert, surrounded by date palms and mud houses.
This village has 260 inhabitants, and 2 camels. ”Shit”, I thought, what have we got into. There are only low mud houses and after a few minutes, we found were we were supposed to stay. We were greeted by the owner, who is an artist, and acts like one. To enter the house, you had to bend low, through a few archways, and then through a lovely court yard. There were a whole bunch of other tourists, gaping at us. Since we were four of us, we were given the best room, which to my surprise was just carpets on the floor and nothing else. There were common toilets and showers. I did not have a shower today. They served a sumptuous lunch, and the meat tasted excellent. I am pretty sure it was camel meat. We pulled out a few mattresses from the next room, and I crashed out for my afternoon siesta. In the evening we went for a walk to se the only water source. There were date palms and pomegranates trees all around us. At the water source, which is in a cave, in the mountains, fresh spring water gushes out, which is directed into channels, which leads into the village. These channels and the pool, where the water gushed out, are full of fish. Since I had a bet with Daniel that he could not catch a fish, the next hour was spent with everybody trying to help him catch a fish. Guess who won the bet? At 8.30 sharp this evening, the owners family arrived and dinner was served. Thank God, it was chicken and not camel meat, which tasted great, with fresh dates and pomegranates. Crashed out for the night and everybody complained that I snore. Drove 450 km today.
Med bilen holdende stille i 3 dage, har de Esfahanske parkeringsvagter holdt fest. Ikke mindre en 8 parkeringsbøder sad der i forruden, men Michael afleverede dem bare til hotellet og receptionisten sagde, det var lige meget. Da vi forlod byen var planen at køre til Yazd, men vi kom hurtigt til at tale om ørken og oaser. Da både Michael og Ulrikka havde læst om en mindre by ude i ørkenen, planlagde vi hurtigt en lille detour til en lille ørken by som hedder Gameh. Turen til Gameh ledte os igennem et ret øde ørkenlandskab, vi kørte mange kilometer uden af møde andre bilister, men heldigvis havde de da tankstationer, hver gang vi nåede til en lille by. På vejen blev vi også stoppet ved en militær check point, de kiggede dog bare lige ind i bilen og vinkede os så igennem. I Gameh er der et lille pensionat som drives af en kunstner og hans familie, (i Lonely Planet står der, at Gameh har 260 indbyggere og 2 kameler) det er et rigtig hyggeligt lille sted, hvor ejeren har istandsat et gammelt ørken hus. Det eneste vi måske ikke var så glade for, var fællestoiletterne og det lidt sovesalsagtige værelse vi blev henvist til. Ejeren havde 2 kameler udenfor, som Daniel synes var vildt søde. Vi fik dejlig hjemmelavet frokost og gik så en lille tur for at se hvor udspringet til oasis kilden var. Vi fandt ud af at der var masser af fisk i alle kanalerne, så Daniel fik den strålende ide at han skulle fange en fisk. Det brugte vi så alle sammen en times tid på at hjælpe ham med og more os over, det blev dog ikke til nogen fisk. I området dyrkes der Granat æbler og Dadler, som de også serverede i stride strømme på hotellet. Men ellers fortalte hotel ejeren at de fleste indbyggere var pensionister som levede af deres børns penge. Om aftenen slappede vi af med kortspil, hvor jeg (Susanne) tabte godt og grundigt. Igen fik vi rigtig god mad, det har vi ellers fundet ud af, er lidt af en mangelvare i Iran. Gameh er i bogstaveligste forstand en by ”derude hvor kragerne har taget madpakke med”. Men stadigvæk er det, det sted i Iran hvor vi har mødt flest vestlige turister.
This village has 260 inhabitants, and 2 camels. ”Shit”, I thought, what have we got into. There are only low mud houses and after a few minutes, we found were we were supposed to stay. We were greeted by the owner, who is an artist, and acts like one. To enter the house, you had to bend low, through a few archways, and then through a lovely court yard. There were a whole bunch of other tourists, gaping at us. Since we were four of us, we were given the best room, which to my surprise was just carpets on the floor and nothing else. There were common toilets and showers. I did not have a shower today. They served a sumptuous lunch, and the meat tasted excellent. I am pretty sure it was camel meat. We pulled out a few mattresses from the next room, and I crashed out for my afternoon siesta. In the evening we went for a walk to se the only water source. There were date palms and pomegranates trees all around us. At the water source, which is in a cave, in the mountains, fresh spring water gushes out, which is directed into channels, which leads into the village. These channels and the pool, where the water gushed out, are full of fish. Since I had a bet with Daniel that he could not catch a fish, the next hour was spent with everybody trying to help him catch a fish. Guess who won the bet? At 8.30 sharp this evening, the owners family arrived and dinner was served. Thank God, it was chicken and not camel meat, which tasted great, with fresh dates and pomegranates. Crashed out for the night and everybody complained that I snore. Drove 450 km today.
Med bilen holdende stille i 3 dage, har de Esfahanske parkeringsvagter holdt fest. Ikke mindre en 8 parkeringsbøder sad der i forruden, men Michael afleverede dem bare til hotellet og receptionisten sagde, det var lige meget. Da vi forlod byen var planen at køre til Yazd, men vi kom hurtigt til at tale om ørken og oaser. Da både Michael og Ulrikka havde læst om en mindre by ude i ørkenen, planlagde vi hurtigt en lille detour til en lille ørken by som hedder Gameh. Turen til Gameh ledte os igennem et ret øde ørkenlandskab, vi kørte mange kilometer uden af møde andre bilister, men heldigvis havde de da tankstationer, hver gang vi nåede til en lille by. På vejen blev vi også stoppet ved en militær check point, de kiggede dog bare lige ind i bilen og vinkede os så igennem. I Gameh er der et lille pensionat som drives af en kunstner og hans familie, (i Lonely Planet står der, at Gameh har 260 indbyggere og 2 kameler) det er et rigtig hyggeligt lille sted, hvor ejeren har istandsat et gammelt ørken hus. Det eneste vi måske ikke var så glade for, var fællestoiletterne og det lidt sovesalsagtige værelse vi blev henvist til. Ejeren havde 2 kameler udenfor, som Daniel synes var vildt søde. Vi fik dejlig hjemmelavet frokost og gik så en lille tur for at se hvor udspringet til oasis kilden var. Vi fandt ud af at der var masser af fisk i alle kanalerne, så Daniel fik den strålende ide at han skulle fange en fisk. Det brugte vi så alle sammen en times tid på at hjælpe ham med og more os over, det blev dog ikke til nogen fisk. I området dyrkes der Granat æbler og Dadler, som de også serverede i stride strømme på hotellet. Men ellers fortalte hotel ejeren at de fleste indbyggere var pensionister som levede af deres børns penge. Om aftenen slappede vi af med kortspil, hvor jeg (Susanne) tabte godt og grundigt. Igen fik vi rigtig god mad, det har vi ellers fundet ud af, er lidt af en mangelvare i Iran. Gameh er i bogstaveligste forstand en by ”derude hvor kragerne har taget madpakke med”. Men stadigvæk er det, det sted i Iran hvor vi har mødt flest vestlige turister.
Tuesday, 13 October 2009
10.10.09 Esfahan
Got up in the morning and dashed of to see the Iman Mosque. This mosque is beautiful, with blue tiles all over and the court yard for this Mosque is the second biggest in the world. We got a sweeper, to sing for us below the dome, and it is supposed to echo 47 times, I counted only 11. We then went to the other Blue Mosque. After this we went to the Palace. In the Palace, after a climb of 150 steps or more, we reached the upper deck of the palace, which has a great view of the city and the court yard. This Palace had beautiful frescoes. Went for a long walk in the Bazaar. The antiques here are amazing, it is a shame we do not have space to carry them home, if Mummy was here, she would have bought a truck load. They have everything in the Bazaar, from chandeliers, guns from the First World War, coins etc. We had pizza pretty close to the hotel, nothing to write home about. In the afternoon Ulrikka and Susanne went out shopping, or for a walk. Difficult to say what they were up to. I tried to call up India from different Internet shops without success. Later on this evening after dinner, I finally got through, to the estate and Mummy.
I dag gik vi først til Iman Square for at se Iman Moskeen, den var meget flot med mosaikker i meget flotte blå og gule farver, moskeen var helt tom så det var meget tydeligt at se de flotte mønstre i mosaikkerne. Direkte under kuplen var der 4 sorte sten, når man klappede eller lavede en anden lyd, gav det et fantastisk ekko, og en af fejemændene viste Daniel med sang og klap hvor meget ekko det gav. Faktisk er det ikke første gang Daniel får særbehandling, de fleste iranere tror at han er fra Iran og begynder at snakke Farsi til ham, og derfor får han tit lidt ekstra opmærksomhed. Senere så vi en anden moske på pladsen, også den var meget flot. Så gik vi hen og så paladset, som var lidt af en skuffelse, da det hovedsaligt bestod af høje trappetrin fra et rum til et andet, men igen var der en fantastisk udsigt til moskeens blå kuppel. Efter det var vi en tur i basaren, vi så nogle flotte blåmalede tallerkener som Ulrikka ville købe, det blev dog ikke til noget, da Michael synes det var for dyrt. I basaren kørte der folk rundt på motorcykler, som de også gør på fortovene, hvilket Daniel er meget forarget og fortørnet over, det synes vi andre er lidt morsomt. Da basaren er under tag, blev det meget oset, og vi gik derfor ud af basaren. En af specialiteterne i Esfahan er GAZ, på dansk noget lignende fransk nougat, med blødere og med pistacie nødder i. Ulrikka var den gode datter og købte en æske med hjem til sin mor. Da vi var langt væk fra hotellet, især ifølge Daniel, tog vi en taxi til 20 000, taxien var af mærket Hillman, som ligner en bil fra 70erne. Eftersom det var Daniels tur til at bestemme frokost, tog vi til et pizza sted tæt på vores hotel og fik en iransk pizza (indeholder ikke tomat). Så hvilede vi lidt og senere gik Ulrikka og jeg en tur i parken og lidt på strøget. Her observerede vi at Iranske butikker ligger i klumper. Dvs at i mindre arkader væk fra gaden, ligger en samling af eks. Skobutikker eller herretøjsbutikker. Vi håbede længe på at finde arkaden med tørklæder, men det lykkedes ligesom ikke. Ulrikka købte dog et tørklæde, og meget komisk ”made in India”. På vejen hjem mødte vi Michael, som var på vej ud for at foretage et opkald til Indien. Der er åbenbart ingen som kan ringe os op på mobilen. Jeg gik med ham imens Ulrikka gik hjem. Om aftenen endte vi på samme pizza restaurant hvor vi denne gang fik sandwich. Senere spillede vi kort, puljen var på 40.000 som Michael og Daniel vandt.
Historien om iranerne og deres tøfler: Ligesom med picnics er iranerne vilde med tøfler, man kan købe rigtig mange grimme plastik tøfler, og på vores hotel var der både tøfler til brug på værelset og tøfler til brug på badeværelset. Hos Michaels ven Rezvan var der tøfler til brug indenfor, på toilettet og på balkonen. Gad vide hvor mange tøfler der er i en familie med 8 børn?
I dag gik vi først til Iman Square for at se Iman Moskeen, den var meget flot med mosaikker i meget flotte blå og gule farver, moskeen var helt tom så det var meget tydeligt at se de flotte mønstre i mosaikkerne. Direkte under kuplen var der 4 sorte sten, når man klappede eller lavede en anden lyd, gav det et fantastisk ekko, og en af fejemændene viste Daniel med sang og klap hvor meget ekko det gav. Faktisk er det ikke første gang Daniel får særbehandling, de fleste iranere tror at han er fra Iran og begynder at snakke Farsi til ham, og derfor får han tit lidt ekstra opmærksomhed. Senere så vi en anden moske på pladsen, også den var meget flot. Så gik vi hen og så paladset, som var lidt af en skuffelse, da det hovedsaligt bestod af høje trappetrin fra et rum til et andet, men igen var der en fantastisk udsigt til moskeens blå kuppel. Efter det var vi en tur i basaren, vi så nogle flotte blåmalede tallerkener som Ulrikka ville købe, det blev dog ikke til noget, da Michael synes det var for dyrt. I basaren kørte der folk rundt på motorcykler, som de også gør på fortovene, hvilket Daniel er meget forarget og fortørnet over, det synes vi andre er lidt morsomt. Da basaren er under tag, blev det meget oset, og vi gik derfor ud af basaren. En af specialiteterne i Esfahan er GAZ, på dansk noget lignende fransk nougat, med blødere og med pistacie nødder i. Ulrikka var den gode datter og købte en æske med hjem til sin mor. Da vi var langt væk fra hotellet, især ifølge Daniel, tog vi en taxi til 20 000, taxien var af mærket Hillman, som ligner en bil fra 70erne. Eftersom det var Daniels tur til at bestemme frokost, tog vi til et pizza sted tæt på vores hotel og fik en iransk pizza (indeholder ikke tomat). Så hvilede vi lidt og senere gik Ulrikka og jeg en tur i parken og lidt på strøget. Her observerede vi at Iranske butikker ligger i klumper. Dvs at i mindre arkader væk fra gaden, ligger en samling af eks. Skobutikker eller herretøjsbutikker. Vi håbede længe på at finde arkaden med tørklæder, men det lykkedes ligesom ikke. Ulrikka købte dog et tørklæde, og meget komisk ”made in India”. På vejen hjem mødte vi Michael, som var på vej ud for at foretage et opkald til Indien. Der er åbenbart ingen som kan ringe os op på mobilen. Jeg gik med ham imens Ulrikka gik hjem. Om aftenen endte vi på samme pizza restaurant hvor vi denne gang fik sandwich. Senere spillede vi kort, puljen var på 40.000 som Michael og Daniel vandt.
Historien om iranerne og deres tøfler: Ligesom med picnics er iranerne vilde med tøfler, man kan købe rigtig mange grimme plastik tøfler, og på vores hotel var der både tøfler til brug på værelset og tøfler til brug på badeværelset. Hos Michaels ven Rezvan var der tøfler til brug indenfor, på toilettet og på balkonen. Gad vide hvor mange tøfler der er i en familie med 8 børn?
.JPG)
9.10.09 Esfahan
This morning, Daniel and I followed the 2 tour guides, Ulrikka and Susanne, to the Armenian quarter. It is amazing to experience how these 2 have taken over the leadership of our group. So Daniel and I only decide where we have dinner, and let them plan the rest of the day. We walked past a beautiful park with a dried riverbed, on one side. It was pretty nice walking through the park except for a few distractions. One of the major distractions, is that all the women keeps saying hallo. Daniel gets a bit cheesed of about it, but I enjoy it. Walked into a big Benetton store, not because we wanted to buy anything, but just because we wanted to cool of and drink their cold water. Went to the Armenian quarter to see their churches. These Armenian Churches are full of beautiful paintings and frescoes, from the old and the new testament. By the way, the Armenian churches are built like a mosque, with a cross on top. We also went and saw the Armenian Church museum. It was sad to see at this museum, that in Turkey, the government had decided to wipe out all the Armenians, women, children and even sick people. The only difference between the Armenian and the Roman Catholic Church, is that they confess directly to God, where we confess to a priest. We then walked back again past the dry riverbed and saw a shitty teahouse on the bridge. By the way, the Iranian government have closed all the teahouses and this seems to be the only one left in Iran. We had lunch in a fancy Iranian restaurant. This big restaurant was almost packed when we walked in; the food was nothing to write about. But when we walked out an hour later, there were at least 200 people waiting to get in. You can image how much business Hotel Empire could do in Iran. In the evening we went to see the Imam Mosque. The Mosque was unfortunately closed, so we spend the next few hours wandering around the many souvenir shops and feeling homesick.
Ulrikka og Susanne fortæller:
Efter morgenmad i pling, pling spejlsalen (på vores hotel) trådte de 2 eksaminerede tourguider ( Ulrikka og Susanne) i aktion. P.g.a helligdagen valgte vi i første omgang at gå udenom de åbenlyste muslimske attraktioner i byen og gik ned til det armenske kvarter. Det armenske kvarter, Jolfa ligger på den anden side af floden, hvor de dengang importerede kristne (ca. år 1500) ikke måtte blande sig med muslimerne. På vej derhen gik vi langs en udtørret flod med nogle berømte broer. En af broerne med 33 hvælvinger er også en dæmning, og vi ventede med spænding at se de massive vandmængder på den anden side, men nej her var det også tørt. Katedralen ligner på ydersiden en moske med den ene undtagelse at der på toppen er et kors. Inden i var den overdrevet dekoreret, der var ikke en millimeter som ikke var overmalet med kristne historier, der var især nogle meget dramatiske friser med adskillige grusomme tortur metoder. Efter et kig på endnu et par kristne moske formede kirker, gik turen retur over den udtørrede flod. Tørsten plagede os, forstil dig at det er 25-30 grader varmt og du er pakket ind fra top til tå, så bliver tørsten efter en øl stor. Men man kan jo ikke få øl, men til gengæld kan man få en non alcoholic beverage ( ikke alkoholisk malt drik) med frugt smag, den smager som en is te/ øl med brus. Ganske god til at slukke tørsten med. Vi spiste iransk frokost på en meget velbesøgt iransk restaurant. Hmm det undrer os ikke, at resten af verden ikke er oversvømmet af iranske restauranter.
Efter et par timer på langs, som man jo skal have når man er på ferie med indere, drog vi nordpå i byen for at se verdens andenstørste plads (Imam square) 512 gange 136 meter – og ja, og de andre siger allerede at jeg har læst for meget i guide bogen. På torvet ligger der en meget berømt moske, som vi må tilbage og se i morgen, da vi kom for sent. Vi trippede rundt og hængte ud med de lokale iranere, der igen var på picnic, indtil solen gik ned og der kom den flotteste lyssætning på pladsen, de 2 moskeer og paladset. Efter en hurtig gang kebab, var det hjem på hotellet af med tøjet og gang i kortspillet og de ikke alkoholiske maltdrikke. Puljen i dagens kortspil var på 40.000 som Michael vandt.
Ulrikka og Susanne fortæller:
Efter morgenmad i pling, pling spejlsalen (på vores hotel) trådte de 2 eksaminerede tourguider ( Ulrikka og Susanne) i aktion. P.g.a helligdagen valgte vi i første omgang at gå udenom de åbenlyste muslimske attraktioner i byen og gik ned til det armenske kvarter. Det armenske kvarter, Jolfa ligger på den anden side af floden, hvor de dengang importerede kristne (ca. år 1500) ikke måtte blande sig med muslimerne. På vej derhen gik vi langs en udtørret flod med nogle berømte broer. En af broerne med 33 hvælvinger er også en dæmning, og vi ventede med spænding at se de massive vandmængder på den anden side, men nej her var det også tørt. Katedralen ligner på ydersiden en moske med den ene undtagelse at der på toppen er et kors. Inden i var den overdrevet dekoreret, der var ikke en millimeter som ikke var overmalet med kristne historier, der var især nogle meget dramatiske friser med adskillige grusomme tortur metoder. Efter et kig på endnu et par kristne moske formede kirker, gik turen retur over den udtørrede flod. Tørsten plagede os, forstil dig at det er 25-30 grader varmt og du er pakket ind fra top til tå, så bliver tørsten efter en øl stor. Men man kan jo ikke få øl, men til gengæld kan man få en non alcoholic beverage ( ikke alkoholisk malt drik) med frugt smag, den smager som en is te/ øl med brus. Ganske god til at slukke tørsten med. Vi spiste iransk frokost på en meget velbesøgt iransk restaurant. Hmm det undrer os ikke, at resten af verden ikke er oversvømmet af iranske restauranter.
Efter et par timer på langs, som man jo skal have når man er på ferie med indere, drog vi nordpå i byen for at se verdens andenstørste plads (Imam square) 512 gange 136 meter – og ja, og de andre siger allerede at jeg har læst for meget i guide bogen. På torvet ligger der en meget berømt moske, som vi må tilbage og se i morgen, da vi kom for sent. Vi trippede rundt og hængte ud med de lokale iranere, der igen var på picnic, indtil solen gik ned og der kom den flotteste lyssætning på pladsen, de 2 moskeer og paladset. Efter en hurtig gang kebab, var det hjem på hotellet af med tøjet og gang i kortspillet og de ikke alkoholiske maltdrikke. Puljen i dagens kortspil var på 40.000 som Michael vandt.
8.10.09 Tehran to Esfahan / Teheran til Esfahan
Ulrikka arrived this morning at 5.30 am and woke us all up at Rezvans place. We packed the car and Rezvan made a fabulous tomato omelet for us. Left Tehran at around 8.30 in the morning and drove through the maddening traffic. We had to drive 450 km to Esfahan. We tanked up the car twice, since we were a bit worried about distances to tank stations. We passed through deserts and some of the driest sandy and stoney areas we have ever seen. The traffic was not bad outside Tehran, and we did the 450 km in about 5 hours. We checked into a nice hotel in Esfahan, which was decorated with mirror work all over. The babes at the reception looked very cute, and after heavy bargaining, and a lot of smiles we checked in. Had lunch and crashed out for the afternoon. Went for a long walk in the evening and had dinner in an Italian place just to satisfy Daniel. The babes in the reception looked even better in the evening, it must have been the light reflecting in the mirror works.
Ulrikka kom her til morgen til Teheran, vi fik pakket og spist morgenmad og hilst af med Rezvan, og så kørte vi mod Esfahan. Vi kørte igennem flade ørkenlandskaber og bakkede ørkenlandskaber meget af vejen. Hvor er her bare tørt. I dag havde vi lært af erfaring, at man ikke skal vente for længe med at fylde diesel på bilen, så vi fyldte diesel på 2 gange, selvom det kun var en tur på 450 km. Ulrikka og Daniel sov det meste af vejen. Fremme i Esfahan, fandt vi ret hurtigt et hotel, et meget fint dekoreret hotel, med spejle og store lysekroner. Værelserne er også fine. Så gik vi ud for at finde lidt frokost, vi fik o.k. burgere. Om aftenen gik vi en tur ned ad hovedgaden og fandt endelig langt om længe en restaurant, hvor de lavede dejlig italiensk mad, i morgen har vi bestemt at vi skal prøve noget iransk mad.
Ulrikkas version:
Jeg landede 3.25 og Rezvan havde arrangeret at jeg blev hentet af en pensioneret oberst, som på trods af sit dårlige engelsk, nåede at fortælle mig meget på vejen ”hjem”. Lufthavnen ligger ca. 30 km syd for byen, og der er ret øde mellem lufthavnen og byen, dog ligger månestation alfa på vejen, alias Khomeni’s gravplads. Den lyste op med fire meget høje tårne og et bombastisk byggeri, hvor det er meningen, at muslimer kan valfarte for at tilbede ham, her 20 år efter hans død, bygges der fortsat på værket. Ellers drønede vi i høj fart igennem Teheran, til den nord østlige af byen hvor Rezvan bor, på vejen nåede jeg også at beundre Metro byggeriet og nogle af byens seværdigheder. Vel ankommet begyndte at jeg at vente på, at de andre var klar til at tage af sted. Jeg skulle endelig ikke ligge mig til at sove, for vi skulle af sted omgående. Godt og vel 2 timer senere var de klar til afgang. Jeg så den første del af Iran i dagslys sovende på bagsædet. De har nogle vældig fine 3 sporede veje, den eneste ulempe er at de nogle steder er ret ujævne, så man vågner brat ved, at ens krop ikke længere er i kontakt med sædet. På motorvejen mødte vi mange flinke mennesker som vinkede til os, eller nærmere til bilen. Især en bil fyldt med yngre mænd, vinkede vil til mindst 10 gange, da vi blev ved med at køre udenom hinanden. Den 3 sporede motorvej førte os igennem ørkenen, hvor man her og der kunne se mindre landsbyer der bestod af jordhytter. Vel ankommet til Ezfahan gik vi hurtigt ud på gaden, hvor jeg straks opdagede at min påklædning var totalt umoderne, jeg har aldrig før oplevet at yngre kvinder pegede på mig og grinede. For at følge reglementet, var jeg iklædt løsthængende helkropsdækkende tøj, jeg bar lange bukser, en af min fars herreskjorter og et tørklæde. Jeg må straks ud og shoppe. De fleste kvinder her går med lange bukser, en ret stramtsiddende skjorte til midt på låret og matchende tørklæde, taske og sko. Susanne og jeg beundrer meget, hvordan de kan få et tørklæde til at hænge fast på den yderste del af en hestehale. Den anden halvdel (spøgelserne, som Daniel kalder dem) går i den traditionelle sorte klædedragt hvor kun ansigtet er frit. Efter et par velfortjente timer på langs, gik vi en tur rundt i byen, den helt store attraktion sådan en torsdag aften (svarer til lørdag aften i Vesten) er at holde picnic på selv den mindste stribe græs kan der sidde en iransk familie, og hvor vi andre ville spise chips direkte af posen, har de en skål med til det og et aggregat til tekogning.
I aftenens anledning var min herreskjorte blevet skiftet ud med min sorte trenchcoat, noget mere stylish, men voldsomt irriterende at v
Ulrikka kom her til morgen til Teheran, vi fik pakket og spist morgenmad og hilst af med Rezvan, og så kørte vi mod Esfahan. Vi kørte igennem flade ørkenlandskaber og bakkede ørkenlandskaber meget af vejen. Hvor er her bare tørt. I dag havde vi lært af erfaring, at man ikke skal vente for længe med at fylde diesel på bilen, så vi fyldte diesel på 2 gange, selvom det kun var en tur på 450 km. Ulrikka og Daniel sov det meste af vejen. Fremme i Esfahan, fandt vi ret hurtigt et hotel, et meget fint dekoreret hotel, med spejle og store lysekroner. Værelserne er også fine. Så gik vi ud for at finde lidt frokost, vi fik o.k. burgere. Om aftenen gik vi en tur ned ad hovedgaden og fandt endelig langt om længe en restaurant, hvor de lavede dejlig italiensk mad, i morgen har vi bestemt at vi skal prøve noget iransk mad.
Ulrikkas version:
Jeg landede 3.25 og Rezvan havde arrangeret at jeg blev hentet af en pensioneret oberst, som på trods af sit dårlige engelsk, nåede at fortælle mig meget på vejen ”hjem”. Lufthavnen ligger ca. 30 km syd for byen, og der er ret øde mellem lufthavnen og byen, dog ligger månestation alfa på vejen, alias Khomeni’s gravplads. Den lyste op med fire meget høje tårne og et bombastisk byggeri, hvor det er meningen, at muslimer kan valfarte for at tilbede ham, her 20 år efter hans død, bygges der fortsat på værket. Ellers drønede vi i høj fart igennem Teheran, til den nord østlige af byen hvor Rezvan bor, på vejen nåede jeg også at beundre Metro byggeriet og nogle af byens seværdigheder. Vel ankommet begyndte at jeg at vente på, at de andre var klar til at tage af sted. Jeg skulle endelig ikke ligge mig til at sove, for vi skulle af sted omgående. Godt og vel 2 timer senere var de klar til afgang. Jeg så den første del af Iran i dagslys sovende på bagsædet. De har nogle vældig fine 3 sporede veje, den eneste ulempe er at de nogle steder er ret ujævne, så man vågner brat ved, at ens krop ikke længere er i kontakt med sædet. På motorvejen mødte vi mange flinke mennesker som vinkede til os, eller nærmere til bilen. Især en bil fyldt med yngre mænd, vinkede vil til mindst 10 gange, da vi blev ved med at køre udenom hinanden. Den 3 sporede motorvej førte os igennem ørkenen, hvor man her og der kunne se mindre landsbyer der bestod af jordhytter. Vel ankommet til Ezfahan gik vi hurtigt ud på gaden, hvor jeg straks opdagede at min påklædning var totalt umoderne, jeg har aldrig før oplevet at yngre kvinder pegede på mig og grinede. For at følge reglementet, var jeg iklædt løsthængende helkropsdækkende tøj, jeg bar lange bukser, en af min fars herreskjorter og et tørklæde. Jeg må straks ud og shoppe. De fleste kvinder her går med lange bukser, en ret stramtsiddende skjorte til midt på låret og matchende tørklæde, taske og sko. Susanne og jeg beundrer meget, hvordan de kan få et tørklæde til at hænge fast på den yderste del af en hestehale. Den anden halvdel (spøgelserne, som Daniel kalder dem) går i den traditionelle sorte klædedragt hvor kun ansigtet er frit. Efter et par velfortjente timer på langs, gik vi en tur rundt i byen, den helt store attraktion sådan en torsdag aften (svarer til lørdag aften i Vesten) er at holde picnic på selv den mindste stribe græs kan der sidde en iransk familie, og hvor vi andre ville spise chips direkte af posen, har de en skål med til det og et aggregat til tekogning.
I aftenens anledning var min herreskjorte blevet skiftet ud med min sorte trenchcoat, noget mere stylish, men voldsomt irriterende at v
3 - 7/10 Tehran / Tehran
Here is a short resume of the 5 days in Tehran.
We stayed with Rezvan,( old friend from Mysore) who had a beautiful apartment in the north east part of the city. It is a gated community, with all the bells and whistles. There are 150 apartments in each block, and we counted at least 8 blocks. With tight security, it is a very peaceful place in Teheran.
First we checked out shipping for the car at PFS/DSV. The babes in this office kept eying Daniel, so not much work was done the first day. We plan to ship the car from Bandar Abbas, and it seems that it is best to send it directly to India. Spend the next few days shopping and seeing the sights in Tehran. Saw the collection of National jewels which of course belonged to the Shah and his family. These are definitely better than any other jewelry collection I have seen before. We saw the Peacock throne which is not from India, according to Persian history. There we saw some of the biggest Diamonds and Rubies in the world. The next few days were spent seeing a few of the Shah’s palaces. We hired a Rolls Royce to drive us around in one of them, which also belonged to the Shah.
In Tehran the traffic is miserable and noisy, just like India. There is no sense at all in their traffic rules, if they have any.
Rezvan cooked a barbeque for us one evening, which was great and the other evenings we cocked food ourselves. It was great making food on our own after 40 days on the road. We had great fun shopping for food. The last day here in Tehran, we went to wash the car, of which they did a fantastic job, and pretty soon we had 15 guys who wanted to look under the hood, and also check out the car. Nobody drives a diesel car in Iran.
Tehran has a lot of ironic extremes, which I will try and name a few. The temperature between north and south can differ by 10 degree C. Women have to wear scarves and cover their arms, but they have the tightest fitting clothes I have ever seen. Men are not supposed to walk in shorts, but they all watch football on TV, the regime is against USA, but Coke, Pepsi and American products are found everywhere, etc, etc. All in all we had a lovely relaxing time in Tehran together with Rezvan, who made us feel totally at home. It was sad to leave Tehran, but we had to hit the road again.
Vi har brugt de sidste 5 dage i Teheran, hvor vi har boet hos Michaels ven Rezvan. Vi har været hos Persian Forwarding Service, som arbejder sammen med DSV, for at booke forsendelse af bilen fra Bandar Abbas til Indien. Vi har dagligt taget en taxi ind til byen fra Rezvans lejlighed, en tur på ca. 1 time, vi har set på butikker, købt en typisk Iransk jakke til mig. Været på diverse museer, hvor vi har set Irans kronjuveler, hold da op nogle flotte smykker, fyldt med diamanter, rubiner og smaragder. Den tidl. Shahs smykker var udstillet, og især kroningssmykkerne var meget flotte. Vi var også ude og se Shahens paladser, igen interessant og flot. Vi har lavet mad selv, dejligt med hjemmelavet mad, efter så mange uger med købe mad. Rezvan har lavet Iransk kebab til os, på en lille grill på balkonen, det var bare lækkert. Vi har fået hjemmelavet Iransk vodka. Rezvan var lidt skuffet over, at vi ikke havde haft en flaske sprut med til ham fra Tyrkiet, men vi vidste ikke, at vi måtte have det med over grænsen, men han påstår, at kristne godt må have med til eget forbrug.
Vi har set de mange modstridende forhold her i landet. Bl.a at man sagtens kan se udenlandsk TV, alle har parabol antenner, hvor der vises let påklædte damer, men kvinder må ikke se mænd spille fodbold, fordi de spiller i shorts. Mange kvinders påklædning er meget kropsnært, meget stramme jakker og et meget løst tørklæde om håret, men alt er med lange ærmer og tildækkede ben. Jeg må indrømme at jeg allerede er træt af at rende rundt med et tørklæde, det er simpelthen en mærkelig følelse at skulle sidde og spise med et tørklæde om hovedet. Så snart jeg er inden for døren, smider jeg jakken og tørklædet, så kan man gå i næsten alt hvad man vil. Desværre er Rezvan fraskilt, ville ellers gerne have snakket med en Iransk kvinde
We stayed with Rezvan,( old friend from Mysore) who had a beautiful apartment in the north east part of the city. It is a gated community, with all the bells and whistles. There are 150 apartments in each block, and we counted at least 8 blocks. With tight security, it is a very peaceful place in Teheran.
First we checked out shipping for the car at PFS/DSV. The babes in this office kept eying Daniel, so not much work was done the first day. We plan to ship the car from Bandar Abbas, and it seems that it is best to send it directly to India. Spend the next few days shopping and seeing the sights in Tehran. Saw the collection of National jewels which of course belonged to the Shah and his family. These are definitely better than any other jewelry collection I have seen before. We saw the Peacock throne which is not from India, according to Persian history. There we saw some of the biggest Diamonds and Rubies in the world. The next few days were spent seeing a few of the Shah’s palaces. We hired a Rolls Royce to drive us around in one of them, which also belonged to the Shah.
In Tehran the traffic is miserable and noisy, just like India. There is no sense at all in their traffic rules, if they have any.
Rezvan cooked a barbeque for us one evening, which was great and the other evenings we cocked food ourselves. It was great making food on our own after 40 days on the road. We had great fun shopping for food. The last day here in Tehran, we went to wash the car, of which they did a fantastic job, and pretty soon we had 15 guys who wanted to look under the hood, and also check out the car. Nobody drives a diesel car in Iran.
Tehran has a lot of ironic extremes, which I will try and name a few. The temperature between north and south can differ by 10 degree C. Women have to wear scarves and cover their arms, but they have the tightest fitting clothes I have ever seen. Men are not supposed to walk in shorts, but they all watch football on TV, the regime is against USA, but Coke, Pepsi and American products are found everywhere, etc, etc. All in all we had a lovely relaxing time in Tehran together with Rezvan, who made us feel totally at home. It was sad to leave Tehran, but we had to hit the road again.
Vi har brugt de sidste 5 dage i Teheran, hvor vi har boet hos Michaels ven Rezvan. Vi har været hos Persian Forwarding Service, som arbejder sammen med DSV, for at booke forsendelse af bilen fra Bandar Abbas til Indien. Vi har dagligt taget en taxi ind til byen fra Rezvans lejlighed, en tur på ca. 1 time, vi har set på butikker, købt en typisk Iransk jakke til mig. Været på diverse museer, hvor vi har set Irans kronjuveler, hold da op nogle flotte smykker, fyldt med diamanter, rubiner og smaragder. Den tidl. Shahs smykker var udstillet, og især kroningssmykkerne var meget flotte. Vi var også ude og se Shahens paladser, igen interessant og flot. Vi har lavet mad selv, dejligt med hjemmelavet mad, efter så mange uger med købe mad. Rezvan har lavet Iransk kebab til os, på en lille grill på balkonen, det var bare lækkert. Vi har fået hjemmelavet Iransk vodka. Rezvan var lidt skuffet over, at vi ikke havde haft en flaske sprut med til ham fra Tyrkiet, men vi vidste ikke, at vi måtte have det med over grænsen, men han påstår, at kristne godt må have med til eget forbrug.
Vi har set de mange modstridende forhold her i landet. Bl.a at man sagtens kan se udenlandsk TV, alle har parabol antenner, hvor der vises let påklædte damer, men kvinder må ikke se mænd spille fodbold, fordi de spiller i shorts. Mange kvinders påklædning er meget kropsnært, meget stramme jakker og et meget løst tørklæde om håret, men alt er med lange ærmer og tildækkede ben. Jeg må indrømme at jeg allerede er træt af at rende rundt med et tørklæde, det er simpelthen en mærkelig følelse at skulle sidde og spise med et tørklæde om hovedet. Så snart jeg er inden for døren, smider jeg jakken og tørklædet, så kan man gå i næsten alt hvad man vil. Desværre er Rezvan fraskilt, ville ellers gerne have snakket med en Iransk kvinde
Friday, 9 October 2009
Thursday, 8 October 2009
2.10.09 Tabriz to Tehran
Checked out of our hotel and left Tabriz at 9 am in the morning. We decided to drive to Tehran and stay with my friend Rezvan. The drive to Tehran is about 660 km. We drove for the first 300 km without seeing a petrol bunk. Just about when Daniel and me were about to shit in our pants, because there was no diesel in the car, a tank station pops up. There was a long line of trucks waiting to tank up. But again we squeezed through, and what a surprise. For 50 liters of diesel, we paid 20,000 rials, which is 1.4 Euro, app. 100 INR. Yeah, yeah, this may sound cheap, but remember the 500 Euro I paid as road tax. We passed through a lot of mountains, and small villages, and very dry arid land. We soon found out that we had the biggest and the best car around. Everybody here just stops at the side of the road, and has a picnic. Around 50 km from Tehran the traffic just became worse, and worse, these guys here drive cars like they are driving go-carts. They keep cutting in and out of lanes, just to get a few feet ahead, boy is this scary. By the way for the last 600 km, I have never seen as many police with radar guns and speed control in any other country. If you drive over 120 km, which is the speed limit, you are pulled in and get a fine. We were stopped twice by the police at the toll gates, not for driving to fast, not for speeding, but just to check out the car. When we hit Tehran, the traffic got even worse and crazier. Tehran has 15 mill people and as many go-carts. Trying to follow the taxi to Rezvans house was another night mare, we threw all caution to the wind, just to follow him. We finally reached Rezvans apartment, which is on the east side of Tehran, and boy was it great coming into a private house, after 40 days of hotels.
Morgenmaden i dag var rigtig skuffende, vi fik lidt brød og jeg fik ost til, Daniel fik honning og smør og Michael fik et æg, det var alt og så en kop te. Godt at vi har vores egen kaffe med på turen. Vi besluttede os for at køre videre til Teheran. Det er en tur på ca. 650 km. Vi kom først af sted fra Tabriz kl. 9, så det tog os ca. 8 timer at nå frem til Teheran. I dag skulle vi så prøve at tanke bilen op, for første gang, i Iran. Pu-ha vi var lige ved at tro, at vi ville løbe tør for Diesel, vi kørte de første 300 km uden at møde en eneste tank station, men så var der endelig en, som solgte diesel olie. Vi fik fyldt på, regningen var på hele 10 kr for en tankfuld. ( Ja, ja så er det vist også betalt, når vi tænker på de 500 Euro, vi betalte i går). Vi stoppede undervejs og spiste frokost, elendig mad, vi er allerede ved at trætte af Iran, inden vi er kommet rigtig i gang. Vi kørte igennem meget tørre bjergområder, og så igen små fattige landsbyer. Men det var også meget smukt. Iranere er vist verdensmestre i at tage på skovtur, de stopper bare lige langs motorvejen, og pakker madkassen ud, vi så rigtig mange familier på skovtur på vejen til Teheran. Vi har aldrig mødt så mange fart kontroller på en motorvej før, der var radar kontroller mindst hver 20. kilometer. Politiet må tjene mange penge hver dag. Vi blev stoppet 2 gange, dog ikke for at køre for stærkt, vist mest fordi politimændene var nysgerrige. Nå endelig nåede vi Teheran, i Teheran kører folk helt vildt, alle motorveje er som gokart baner, folk overhaler raskvæk både højre og venstre om. Vi prajede en taxi, som vi fik til at køre foran os, hen til Rezvan. Rezvan er en af Michaels studie kammerater. Dejligt for en gangs skyld at bo privat. Vi fik tømt bilen, og Rezvan kørte os ind til centrum for at spise pizza. Det var noget Daniel nød.
Morgenmaden i dag var rigtig skuffende, vi fik lidt brød og jeg fik ost til, Daniel fik honning og smør og Michael fik et æg, det var alt og så en kop te. Godt at vi har vores egen kaffe med på turen. Vi besluttede os for at køre videre til Teheran. Det er en tur på ca. 650 km. Vi kom først af sted fra Tabriz kl. 9, så det tog os ca. 8 timer at nå frem til Teheran. I dag skulle vi så prøve at tanke bilen op, for første gang, i Iran. Pu-ha vi var lige ved at tro, at vi ville løbe tør for Diesel, vi kørte de første 300 km uden at møde en eneste tank station, men så var der endelig en, som solgte diesel olie. Vi fik fyldt på, regningen var på hele 10 kr for en tankfuld. ( Ja, ja så er det vist også betalt, når vi tænker på de 500 Euro, vi betalte i går). Vi stoppede undervejs og spiste frokost, elendig mad, vi er allerede ved at trætte af Iran, inden vi er kommet rigtig i gang. Vi kørte igennem meget tørre bjergområder, og så igen små fattige landsbyer. Men det var også meget smukt. Iranere er vist verdensmestre i at tage på skovtur, de stopper bare lige langs motorvejen, og pakker madkassen ud, vi så rigtig mange familier på skovtur på vejen til Teheran. Vi har aldrig mødt så mange fart kontroller på en motorvej før, der var radar kontroller mindst hver 20. kilometer. Politiet må tjene mange penge hver dag. Vi blev stoppet 2 gange, dog ikke for at køre for stærkt, vist mest fordi politimændene var nysgerrige. Nå endelig nåede vi Teheran, i Teheran kører folk helt vildt, alle motorveje er som gokart baner, folk overhaler raskvæk både højre og venstre om. Vi prajede en taxi, som vi fik til at køre foran os, hen til Rezvan. Rezvan er en af Michaels studie kammerater. Dejligt for en gangs skyld at bo privat. Vi fik tømt bilen, og Rezvan kørte os ind til centrum for at spise pizza. Det var noget Daniel nød.
1.10.09 Turkey to Iran / Turkiet til Iran
Got up in our shitty hotel, where I refused to even have a bath, because it was the crappiest toilet I have ever been in. To Daniels and my good luck, we both had bad stomachs from the food we had the day before. Daniel woke up with a fever, and after giving him a few tablets, we decided to hit the border to Iran. Reached the border at about 9.30 am and this is where all the fun started. The Turkish part was easy with no problems. Drove across to the Iranian side, where touts were hassling us all the time, about changing money etc. On the Iranian side they were only letting a few cars coming through, and luckily we squeezed through. Gave our passports to the police, had them stamped, then had to sit with a police tourist officer, who explained how wonderful Iran is, bla, bla, bla. Then they gave our passports back. Next came checking the car though customs, this was a major hassle. First the carnet was checked, and with some small problems, we got it stamped. Since none of these officers speak English, they asked one of the local touts to help us. Just when we thought everything was over, we were sent back to get another exit stamp. I had to sit in an office, where they explained to me that I had to pay 500 Euro to drive the car through Iran. After major discussions, and even calling up my friend who works for the government in Tehran, we paid the money, then paid for our insurance which costed another 74 Euro, and then we could cross the border. This got me in such a bad mood, that I wanted to leave Iran immediately, and just go home. As we were driving from the border to Tabriz, we could see that Iran is the poorest country in the Middle East. These guys drive Hillman cars from the 70’s, and even their trucks are worse than Indian standards. We were only interested in rushing to a hotel since Daniel was sick. Reached Tabriz and stayed in one of their better hotels. Went out and bought a few fruits for Daniel and had dinner in a small café. Shitty, shitty day.
Daniel vågnede op med dårlig mave og feber i dag, men vi besluttede os alligevel for at krydse grænsen til Iran, da vores hotel bare var for dårligt til, at vi kunne klare en dag mere. Da vi nåede frem til grænsen, brugte Michael den første ½ time på, at få os ud af Tyrkiet. Så fulgte den Iranske grænse, Michael brugte igen lang tid, først med at få stemplet vores Carnet, derefter skulle passene stemples, så vekslede vi penge. Efter det, troede vi at alt var ok., men så viste de sig, at vi manglede endnu et stempel og for at få det, skulle vi betale 504 Euro, vej skat/rationerings kort til diesel, øv nogle sure penge, så skulle vi også tegne forsikring, 75 Euro for 1 måned. Derefter kunne vi endelig køre ind i Iran. Så havde vi også brugt 3½ time på hele forløbet. Jeg sad under hele forløbet i bilen godt tildækket og svedte. Fra grænsen fortsatte vi direkte til Tabriz, vi fandt rimelig let et hotel, ikke fantastik, men o.k. Daniel var fortsat dårlig, så han hvilede sig, imens Michael og jeg gik ud for at køb sim kort og frugt. Det blev til en længere vandre tur, men vi fik da det hele. Vi havde ikke spist siden morgenmaden, så efter at have afleveret frugten til Daniel, gik vi hen og fik en sandwich. Mad er utroligt billig i Iran, så endelig kan vi måske overholde vores budget. Iran er godt nok fattige i forhold til Tyrkiet, de små landsbyer har lerklinede huse, og hele bilparken er meget gammel. Vejene er gode nok, men bilisterne kører næste værre end i Indien. Michael var så træt af alle de penge han skulle betale ved grænsen, at han var klar til at rejse hjem med det samme.
Daniel vågnede op med dårlig mave og feber i dag, men vi besluttede os alligevel for at krydse grænsen til Iran, da vores hotel bare var for dårligt til, at vi kunne klare en dag mere. Da vi nåede frem til grænsen, brugte Michael den første ½ time på, at få os ud af Tyrkiet. Så fulgte den Iranske grænse, Michael brugte igen lang tid, først med at få stemplet vores Carnet, derefter skulle passene stemples, så vekslede vi penge. Efter det, troede vi at alt var ok., men så viste de sig, at vi manglede endnu et stempel og for at få det, skulle vi betale 504 Euro, vej skat/rationerings kort til diesel, øv nogle sure penge, så skulle vi også tegne forsikring, 75 Euro for 1 måned. Derefter kunne vi endelig køre ind i Iran. Så havde vi også brugt 3½ time på hele forløbet. Jeg sad under hele forløbet i bilen godt tildækket og svedte. Fra grænsen fortsatte vi direkte til Tabriz, vi fandt rimelig let et hotel, ikke fantastik, men o.k. Daniel var fortsat dårlig, så han hvilede sig, imens Michael og jeg gik ud for at køb sim kort og frugt. Det blev til en længere vandre tur, men vi fik da det hele. Vi havde ikke spist siden morgenmaden, så efter at have afleveret frugten til Daniel, gik vi hen og fik en sandwich. Mad er utroligt billig i Iran, så endelig kan vi måske overholde vores budget. Iran er godt nok fattige i forhold til Tyrkiet, de små landsbyer har lerklinede huse, og hele bilparken er meget gammel. Vejene er gode nok, men bilisterne kører næste værre end i Indien. Michael var så træt af alle de penge han skulle betale ved grænsen, at han var klar til at rejse hjem med det samme.
Subscribe to:
Comments (Atom)
