19.10.09 Bandar Abbas, Homoz

Susanne, Ulrikka and Daniel left for a trip to Homoz, that is an Island of the coast of Iran. I had to do the shipping of the car and the agent Mr. Sayeed meet me precisely at 8.30 am in the lobby. Now started all the fun. First we drove to the customs office and he had one of his workers waiting there for us. All government office open at 8 am and close at 1.30 pm. This customs office was very caotic just like India and after we presented my Carnet, they inspected the car. No problems. So now we had to go to the port, on the way to the shipping port of Bandar Abbas which is amazingly big, we had to stop at the security office. Another big office and our agent had another guy waiting for us here. The security refused to let me into the port even though the security office is in the middle of the port, what irony. They wanted me ot get a special permit and here started all the problems. We then drove to the port office and found out here that the container for the car, has still not arrived. They wanted us to load the car outside the port in a container and then move the container in again. We then decided that the agent take the car and all my papers and my passport and load it in the containter, I was left in this shitty office for 4 hours, wondering whose idea it was to ship the car to India. At 3.30 pm the agent and his employees came back with my papers and they had loaded the car in the container. Drove back to Bandar Abbas which is another 25 km, reached the hotel at 4.30, crashed out for an hour, rushed out and bought our plane tickets for Dubai, and went out for dinner and had burgers and ice cream again.

Efter morgenmaden tog Michael af sted med bilen, for at få den gennem told og i en container. I mens drog vi andre tre af sted til øen Hormoz, der ligger ca. en halv time med speedbåd ud for Bandar Abbas. Speedbåden er en åben fladbundet speedbåd med en kraftig motor. Der er afgang, når en båd kan fyldes. Og så gik det ellers over stok og sten og ikke en redningsvest i syne… Velankommet til øen gik vi de 700 meter hen til øens eneste turistattraktion – et portugisisk fort fra 1500 tallet, hvor portugiserne lige mente, de skulle styre trafikken gennem den persiske golf. Fortet var noget faldefærdigt og der var død varmt, så varmt, at Daniel måtte give op og chille med en gammel mand i skyggen, mens Ulrikka og jeg gik hen til fortet. Fortet var så ved at blive istandsat, men bygningsmedarbejderne ville da gerne liiiiige følge os rundt, i mens de snakkede om guderne ved hvad. Det eneste vi forstod, var deres I LOVE YOU. Tak tak, tænker man så! Daniel fik samme erklæring i morges af en ung gut på hotellet, der via sin kollega allerede havde spurgt Daniel, om de skulle være venner. Vi mødte Daniel tilbage i skyggen, hvor han fik arrangeret en tur bag på en motorcykel, med en mand og hans lille datter, tilbage til havnen. Vi andre gik i varmen med alt vores tøj og kiggede sultent på det turkise indbydende vand. Turen hjem i endnu mere bagende sol og åben båd, resulterede da også i røde næser og kinder. Efter frokost, besøg på netcafé og hos rejseagent og et tiltrængt hvil, dukkede Michael også op med missionen fuldført. Senere var Michael og jeg ude og købe fly billetter til Dubai. Efter aftensmad på sandwichbar og isbar gik Ulrikka og jeg ned i basaren, hvor de blandt andet har en del salg af mærkevarer, så jeg fik købt en fin golfbluse. Der er rigtig mange iranere, der kommer hen og snakker TIL os, desværre ikke MED os, da deres engelske er mangelfuldt og vores farsi lige så. Ned til basaren fulgtes vi eks. med 4 unge kvinder, der blev ved med at snakke til Ulrikka, men farsi er altså ikke et sprog, hvor man lige gætter lidt af indholdet, surt, det kunne have været sjovt at snakke med dem. Aftenen blev igen afsluttet med en kun lidt censureret amerikansk film.