8.10.09 Tehran to Esfahan / Teheran til Esfahan

Ulrikka arrived this morning at 5.30 am and woke us all up at Rezvans place. We packed the car and Rezvan made a fabulous tomato omelet for us. Left Tehran at around 8.30 in the morning and drove through the maddening traffic. We had to drive 450 km to Esfahan. We tanked up the car twice, since we were a bit worried about distances to tank stations. We passed through deserts and some of the driest sandy and stoney areas we have ever seen. The traffic was not bad outside Tehran, and we did the 450 km in about 5 hours. We checked into a nice hotel in Esfahan, which was decorated with mirror work all over. The babes at the reception looked very cute, and after heavy bargaining, and a lot of smiles we checked in. Had lunch and crashed out for the afternoon. Went for a long walk in the evening and had dinner in an Italian place just to satisfy Daniel. The babes in the reception looked even better in the evening, it must have been the light reflecting in the mirror works.

Ulrikka kom her til morgen til Teheran, vi fik pakket og spist morgenmad og hilst af med Rezvan, og så kørte vi mod Esfahan. Vi kørte igennem flade ørkenlandskaber og bakkede ørkenlandskaber meget af vejen. Hvor er her bare tørt. I dag havde vi lært af erfaring, at man ikke skal vente for længe med at fylde diesel på bilen, så vi fyldte diesel på 2 gange, selvom det kun var en tur på 450 km. Ulrikka og Daniel sov det meste af vejen. Fremme i Esfahan, fandt vi ret hurtigt et hotel, et meget fint dekoreret hotel, med spejle og store lysekroner. Værelserne er også fine. Så gik vi ud for at finde lidt frokost, vi fik o.k. burgere. Om aftenen gik vi en tur ned ad hovedgaden og fandt endelig langt om længe en restaurant, hvor de lavede dejlig italiensk mad, i morgen har vi bestemt at vi skal prøve noget iransk mad.

Ulrikkas version:

Jeg landede 3.25 og Rezvan havde arrangeret at jeg blev hentet af en pensioneret oberst, som på trods af sit dårlige engelsk, nåede at fortælle mig meget på vejen ”hjem”. Lufthavnen ligger ca. 30 km syd for byen, og der er ret øde mellem lufthavnen og byen, dog ligger månestation alfa på vejen, alias Khomeni’s gravplads. Den lyste op med fire meget høje tårne og et bombastisk byggeri, hvor det er meningen, at muslimer kan valfarte for at tilbede ham, her 20 år efter hans død, bygges der fortsat på værket. Ellers drønede vi i høj fart igennem Teheran, til den nord østlige af byen hvor Rezvan bor, på vejen nåede jeg også at beundre Metro byggeriet og nogle af byens seværdigheder. Vel ankommet begyndte at jeg at vente på, at de andre var klar til at tage af sted. Jeg skulle endelig ikke ligge mig til at sove, for vi skulle af sted omgående. Godt og vel 2 timer senere var de klar til afgang. Jeg så den første del af Iran i dagslys sovende på bagsædet. De har nogle vældig fine 3 sporede veje, den eneste ulempe er at de nogle steder er ret ujævne, så man vågner brat ved, at ens krop ikke længere er i kontakt med sædet. På motorvejen mødte vi mange flinke mennesker som vinkede til os, eller nærmere til bilen. Især en bil fyldt med yngre mænd, vinkede vil til mindst 10 gange, da vi blev ved med at køre udenom hinanden. Den 3 sporede motorvej førte os igennem ørkenen, hvor man her og der kunne se mindre landsbyer der bestod af jordhytter. Vel ankommet til Ezfahan gik vi hurtigt ud på gaden, hvor jeg straks opdagede at min påklædning var totalt umoderne, jeg har aldrig før oplevet at yngre kvinder pegede på mig og grinede. For at følge reglementet, var jeg iklædt løsthængende helkropsdækkende tøj, jeg bar lange bukser, en af min fars herreskjorter og et tørklæde. Jeg må straks ud og shoppe. De fleste kvinder her går med lange bukser, en ret stramtsiddende skjorte til midt på låret og matchende tørklæde, taske og sko. Susanne og jeg beundrer meget, hvordan de kan få et tørklæde til at hænge fast på den yderste del af en hestehale. Den anden halvdel (spøgelserne, som Daniel kalder dem) går i den traditionelle sorte klædedragt hvor kun ansigtet er frit. Efter et par velfortjente timer på langs, gik vi en tur rundt i byen, den helt store attraktion sådan en torsdag aften (svarer til lørdag aften i Vesten) er at holde picnic på selv den mindste stribe græs kan der sidde en iransk familie, og hvor vi andre ville spise chips direkte af posen, har de en skål med til det og et aggregat til tekogning.
I aftenens anledning var min herreskjorte blevet skiftet ud med min sorte trenchcoat, noget mere stylish, men voldsomt irriterende at v